HBO dropper animeret Jon Stewart-projekt

Jon Stewart kommer ikke til at lave en animeret serie på HBO, sådan som det ellers var planlagt.

Det blev ellers annonceret sidste år, at den tidligere vært på det satiriske ’The Today Show’, hvor han stoppede som vært efter 17 år i 2015, skulle lave en animeret, dagsaktuel serie på HBO, hvor han skulle tage aktuelle begivenheder under satirisk behandling.

Men de planer er nu skrinlagt, fordi det har vist sig, at det var for tidskrævende at lave seriens animationer, når materialet skulle være dagsfriskt og aktuelt.

”HBO og Jon Stewart har besluttet ikke at fortsætte med et kort, digitalt animeret projekt. Vi troede alle, at projektet havde stort potentiale, men der har været tekniske problemer med produktion og distribution, der har været for store i forhold til, hvor hurtigt materialet skulle ud”, siger HBO og Stewart i en fælles udtalelse ifølge Indiewire.

Planerne om serien blev offentliggjort i juni sidste år, men det er altså først nu – næsten et år senere – at parterne har fundet ud af, at det er for tidskrævende.

HBO og Jon Stewart indgik dog en fireårig kontrakt sidste år, så der er stadig håb for, at kabelgiganten kan byde på et gensyn med den legendariske komikers krøllede hjerne i fremtiden.

Læs også: Jon Stewart går i struben på Donald Trump hos Colbert – iført et dødt dyr på hovedet

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af