Se København anno 2095 i første trailer til sci-fi-thrilleren ‘Qeda’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Dansk sci-fi-film tager et kvantespring ind i fremtiden med Max Kestners ambitiøse ’Qeda’, der forvandler København til en dystopisk, oversvømmet metropol svulmende af noir-inspiration og ’Blade Runner’sk teknologi.

Settingen er løftet fra et vor tids største skrækscenarier: I 2095 kæmper verden med konsekvenserne af en miljøkatastrofe, der har fået verdenshavene til at gå over deres bredder og hvor alt naturligt ferskvand er forsvundet.

Efterretningschefen Fang Rung (’Arvingerne’s Carsten Bjørnlund) klones og hans nye anden halvdel, Gordon Thomas, sendes tilbage i tiden til 2017 for afværge dommedag og opsøge forskeren Mona Lindkvist (’Broen’s Sofia Helin), der måske har nøglen til klodens frelse.

Men noget går galt. Gordon Thomas forsvinder, og Fang Rung må selv rejse tilbage i tid for at finde – sig selv.

’Qeda’ er dokumentaristen Max Kestners første spillefilm, og udforsker i modsætning til instruktørens storbyportræt ’Drømme i København’ (2014) et anderledes dystert, mytologisk take på vores hovedstad og dens mulige fremtid. Sammenligningerne med førnævnte ’Blade Runner’ har ikke overraskende svirret siden Kestner påbegyndte arbejdet med ’Qeda’ for år tilbage, og ud fra den visuelt imponerende og stemningsmættede trailer er der al mulig grund til at krydse fingre for, at ’Qeda’ indvarsler en ny æra for sci-fi-genren herhjemme.

’Qeda’ får biografpremiere den 10. august.

Læs også: ‘3 ting’: Coster-Waldau udfolder hele talentet i fortættet dansk krimi

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af