’Springtur i Toscana’: Halvskøre kvinder på roadtrip i italiensk prisvinder
I den toscanske sommerhede på Villa Biondi ser livet på overfladen bekymringsfrit ud. Men faktisk er det prægtige hus et sikret bosted for psykisk syge.
Her bor den tidligere dommerfrue Beatrice (Valeria Bruni Tedeschi), der mellem diagnoser og sygeplejersker sætter en ære i at dyrke det gode liv i så rig udstrækning som muligt. Så hun lader ikke nogen stoppe hende i at storryge, gå i italienske designerkjoler og have George Clooneys telefonnummer indtastet på mobilen.
’Springtur i Toscana’, der har vundet et hobetal af priser i hjemlandet, bærer den engelske titel ’Like Crazy’, og det er en god beskrivelse af filmens to frontkvinder. Foruden Beatrice møder vi Villa Biondis nye Lisbeth Salander-lignende patient (er vi ikke snart færdig med at bruge tatoveringer og rodet sort hår som indikator for sindsforstyrrede mennesker?) Donatella, og begge donnaer har en gedigen portion livslaster og usunde tanker i bagagen.
En dag får de mulighed for at flygte fra vanviddet ved at tage bus 63 ud i friheden og samle op på fortidens hængepartier. Og de griber chancen. De kaster sig kort sagt ud i road-trip-genrens finurlige rejse mod erkendelse og accept, men et essentielt element sænker tempoet: Beatrice og Donatella.
Beatrice er alt for længe et irriterende bekendtskab. Det står klart, at hendes evindelige dobbeltmoral og frembrusende attitude skal vække latter, men gang på gang dræner hendes roden rundt i Donatellas private ejendele og udpenslede kendskab til Italiens high society empatien. Tedeschis ellers fænomenale kropsliggørelse af den overvældende kvinde mangler charme og sårbarhed.
I stedet bliver Donatella filmens følelsesmæssige holdepunkt, da hendes store personlige tragedie først åbner sig. En historie om faderligt svigt, psykiske lidelser og et forsømt barn, som filmens 118 minutter har svært ved at rumme.
Karakterne vakler, og filmen triller forudsigeligt ud af landevejen. Det har Thelma, Louise, Priscilla og mange andre kvinder gjort på mere bevægende maner.
Kort sagt
Paolo Virzìs ’Springtur i Toscana’ er en hurtigt glemt italiensk road-movie med to skæve kvinder i front. Hverken den iltre Beatrice eller generte Donatella har nok charme til at rode bod på filmens forudsigelige rutefærd.