50 år efter ‘Star Trek’-serien landede, fortsætter missionen nu mod nye verdener på hjemmeskærmen, hvor franchisen er flyttet ind hos Netflix med en historie om tiden 10 år før Kirk, Spock og det ikoniske USS Enterprise.
Første trailer til serien ‘Star Trek: Discovery’ introducerer dermed et nyt skib og nye karakterer, men følger samme fredselskende ideologier og håb for fremtiden som originalen og dens filmversioner. Der lægges op til kamp mod Klingon-skurkene, og en af Starfleets officerer må i tråd med vor egen tids politiske udlændingepolemikker erkende, at man selvsagt ikke kan forstå aliens, før man forstår sig selv.
Sidste år afslørede ‘Star Trek: Discovery’s tidligere showrunner Bryan Fuller, at serien helt i franchisens diversitetsfremmende ånd både ville inkludere en homoseksuel karakter og en kvindelig hovedrolle, og nu står det klart at sidstnævnte spilles af Sonequa Martin-Green, kendt fra ‘The Walking Dead’. Overfor Martin-Greens First Officer Burnham står blandt andre James Frain i rollen som ambassadør Sarek – også kendt i ‘Star Trek’-universet som Spocks far.
Alle ‘Star Trek: Discovery’s 15 episoder bliver tilgængelige på Netflix til efteråret.
Læs også: ’Star Trek Beyond’: Et hæsblæsende sci-fi-eventyr, der pirrer hjerne og hjerte