‘Saturday Night Live’-forfatter og -instruktør Dave McCary har instrueret sin første spillefilm,’Brigsby Bear’, der havde premiere på årets Sundance Festival og fik rigtigt pæne ord med på vejen.
McCary har skrevet filmen sammen med barndomsvennen og ‘SNL’-kollegaen Kyle Mooney (‘Zoolander 2’, ‘Bad Neighbours 2’), der også spiller hovedrollen.
‘Brigsby Bear’ handler om den 25-årige James, der hele sit liv har boet isoleret og trygt hos sine overbeskyttende forældre ude i ødemarken. Da han vælger at rejse derfra og ind til den virkelige verden, opdager han til sin store forargelse, at ingen andre har set hans barndomsyndlingsprogram, ‘Brigsby Bear Adventures’.
Programmet havde en brat slutning, som James ikke kan acceptere, så han begynder at lave en film, hvor han giver Brigsby sin helt egen slutning. Traileren giver et lille indblik i, hvordan James’ univers ser ud: Quirky, drømmende og med udgangspunkt i en stor krølhåret karakter, der aldrig rigtig vil blive voksen.
Også Claire Danes, Mark Hamill, Matt Walsh, Michaela Watkins og Greg Kinnear er på rollelisten.
Forhåbentligt når ‘Brigsby Bear’ til danske biografer på et tidspunkt, for eksempel på CPH PIX-festivalen.