Angelina Jolie arbejder på filmen ‘First They Killed My Father’ om folkedrabet i Cambodja i 70’erne. Filmen er baseret på forfatteren og menneskerettighedsforkæmperen Loung Ungs memoir, og i sidste uge mødte Jolie hård kritik, da en Vanity Fair-artikel beskrev en kontroversielle øvelse under filmens castingprocess i jagten på pigen, der skal spille Loung Ung.
Angiveligt skulle casterne have placeret penge foran udvalgte børn fra slummen og forskellige børnehjem og spurgt dem, hvad de ville bruge dem til. Derefter blev pengene taget fra dem igen for at se, hvordan de reagerede.
Men ifølge Jolie er episoden en scene i selve filmen. Det skriver hun i en udtalelse til The Huffington Post.
»Jeg er oprørt over, at en lade som om-øvelse i en improvisation, fra en faktisk scene i filmen, er blevet skrevet om, som om det var et virkeligt scenarie. Ideen om, at rigtige penge blev taget fra et barn under en audition er forkert og oprørende. Jeg ville selv blive forarget, hvis det var sket«.
Angelina Jolie skriver også:
»Alle forholdsregler blev taget for at sikre sikkerheden, trygheden og trivslen for børnene i filmen, begyndende fra auditions gennem produktionen og til i dag«.
‘First They Killed My Father’ får verdenspremiere på Toronto-festivalen i september og får senere bred premiere på Netflix.