I denne artikelserie skriver vores film- og serieanmeldere om en sexscene fra nyere tid, der har gjort særligt indtryk på dem. Enten fordi den har været grænseoverskridende, nytænkende, sanselig eller bare sjov, ærlig eller akavet. I hvert fald: Noget helt andet end Hollywoods konventionelle ’vi beholder t-shirten på’-tilgang.
Her skriver Jesper Olsen om den mest troværdige og intime sexscene, han kan mindes. Med to dukker som hovedaktører.
Det er sexscenens evige forhindring, at den har med rigtige mennesker at gøre. At selv den mest professionelle skuespiller har en blufærdighedsgrænse og måske endda en nøgenhedsklausul, som instruktøren må respektere og forsøge at forlige med sin kunstneriske vision.
Den slags hensyn tager vi sjældent til dukker, og det frisætter ikke blot filmmagerne, men også tilskuerne, som forskånes for voyeuristisk skam og slipper for at stille de spørgsmål, der ofte presser sig på, når vi overværer en sexscene. Du ved: Det ser godt nok forbavsende realistisk ud – mon de gjorde det i virkeligheden? Gad vidst, hvad hans/hendes mor vil tænke, når hun ser det her? Eller: Why oh why valgte jeg at se den her film sammen med mine forældre?
I 2004 brugte ’South Park’-skaberne Trey Parker og Matt Stone dette frikort til at undfange den måske mest grotesk grafiske og grænseoverskridende sexscene i filmhistorien i den satiriske dukkeactionfilm ’Team America: World Police’. Hvad der starter som en romantisk og smagfuld gang missionærsex i måneskinnet, stikker efterhånden helt af og ender med at indbefatte snart sagt samtlige tænkelige og utænkelige sexakter – urin- og bæsex inkluderet.
Det påfaldende ved dukkesexscenen i Charlie Kaufmans mistrøstige stop-motion-mesterværk ’Anomalisa’ er imidlertid, at den ikke er det mindste sjov. Jeg kan faktisk ikke mindes en mere intim, troværdig og menneskelig sexscene – til trods for at det, som min kæreste spontant udbrød ved første øjekast, »ligner Postmand Per, der har sex«.
’Postmand Per’ hedder i virkeligheden Michael Stone, og han er slet ikke postmand, men kundeservicekonsulent og efterspurgt foredragsholder. Og dybt deprimeret og livstræt i øvrigt. Indtil han på en forretningsrejse støder ind i Lisa, en tilsyneladende helt almindelig kvinde med kastanjebrunt hår og en grim, laksefarvet strikcardigan, som ikke desto mindre udmærker sig ved at være den eneste karakter i filmen – foruden Michael selv – med selvstændige ansigtstræk og egen stemme.
Mens alle andre – taxachaufføren, receptionisten, konen, sønnen – for ensomme, egocentriske Michael fremtræder med samme anonyme træk og Tom Noonans stemme, skiller Lisa sig ud fra massen. Hun er en anomali – en anomalisa.
De ender på Michaels hotelværelse, hvor Lisa synger ham en skrøbelig udgave af Cindy Laupners ’Girls Just Want To Have Fun’, hvorefter Michael galant fører hende over på sengen. De næste fem-ti minutter skildrer på ømmeste vis det famlende første samleje i al sin akavethed, sårbarhed og korthed (under 50 sekunder fra penetration til forløsning). Den bly kvindes tøven, usikkerheden og den gensidige bekræftelse, den lidt for ivrige tunge, den forsigtige formulering af behov og præferencer, de bløde og runde kroppe.
Det tog seks måneder at realisere scenen, som blev indtalt, mens skuespillerne David Thewlis og Jennifer Jason Leigh befandt sig i det samme rum. »Det var den mest grafiske sexscene, jeg nogensinde har lavet – og jeg var fuldt påklædt«, har Leigh sagt til Complex.com.
Scenen er et rørende afbræk i en ellers tungsindig eksistentialistisk film, men den er også ubehagelig at overvære, fordi den voyeuristiske skamfølelse over at være vidne til noget alt for privat og intimt melder sig, efterhånden som man nærmest glemmer, at dukkerne ikke er mennesket.
Ikke nogen ringe bedrift for sådan en gang Postmand Per-sex.
Læs også: De mest originale sexscener i nyere tid, del 2 – Endelig dyrkede lebberne andet end saksesex