‘Tulipanfeber’: Alicia Vikander ender som en kliché på sit bedårende selv
Alicia Vikander er indbegrebet af bedårende. Det er ikke sært, at instruktører har udnyttet hendes dragende og uskyldsrene skønhed i film som ‘En kongelig affære’, ‘Den danske pige’, ‘Ex Machina’ og ’Testament of Youth’, som fortjent har gjort den dygtige skuespiller til superstjerne.
De roller har dog alle haft kant og handlekraft, som hun har brug for, hvis hun ikke uretfærdigt skal reduceres til et kønt ansigt.
Det er desværre alt, hvad hun får lov at være i Justin Chadwicks ‘Tulipanfeber’. Rollen som forældreløse Sophia, der i 1600-tallets Amsterdam bliver pyntegenstand og potentiel fødemaskine for en ældre rig købmand (Christoph Waltz), men forelsker sig i en ung maler (Dane DeHaan), er en kliché over Vikanders nuttede, højstemte og grådlabile tendenser i hendes mange periodefilm.
Fra første billede, hvor hun stirrer melankolsk ud over havet, mødet med maleren Jan, hvor hun betuttet og smigret krymper sig for hans blik, hendes seksuelle opvågnen, hvor hun lader sig male nøgen, og hendes våde øjne og sammenbidte og intense udtryk, da hun beslutter sig for at bryde med sit gamle liv.
Klichéerne og sentimentaliteten kunne man måske have levet med, hvis romancen var gribende. Men især castingen af Dane DeHaan, der ligner en teenager og slet ikke har Vikanders karisma, gør deres lidenskabelige forhold helt utroværdigt. Der er ingen gnist mellem dem, og jeg heppede mere på Christoph Waltz, som der er langt mere mand over, og hvis lidt tumpede ægtemand viser sig at være god nok på bunden.
En søgt forviklingshistorie med tjenestepigen Maria (Holliday Grainger) og et ufødt barn giver Waltz karakter en hårdere behandling, end han fortjener, og det er i hele taget et problem, at man ikke er engageret i selve hovedpersonen Sophias projekt.
I det hele taget er castingen mærkelig. Store navne som Judi Dench, Cara Delevingne, Jack O’Connell og Zack Galifianakis spildes på ubetydelige biroller uden kød på. Flere ting tyder på, at ‘Tulipanfeber’ har været et prestigeprojekt, der ikke er lykkedes. Filmen er baseret på en roman af bestsellerforfatteren Debborah Moggach (‘The Best Exotic Marigold Hotel’) og var i tale som filmatisering tilbage i 2004. Den blev først optaget i 2014, hvorefter den amerikanske distributør The Weinstein Company har udskudt premieren flere gange.
Et tegn på, at selskabet har forsøgt at klippe den om, eller ikke prioriteret den. De skulle have ladet den ligge på klippebordet. For selvom ’Tulipanfeber’ ikke er et direkte makværk, er den sjældent ligegyldig.
Kort sagt: Alicia Vikander er en kliché på sit bedårende selv i ufokuseret og ligegyldig historisk romantisk drama med uudnyttet stjernepotentiale og komplet mangel på lidenskab.