’Better Things’ sæson 2: Sjældent er forældreskab skildret så sjovt, rørende og rammende
Selvbiografiske komediedramaer om en komikers liv i showbiz er efterhånden en udtrådt genre – fra ‘Curb Your Enthusiasm’ og ‘Louie’ til ‘Lady Dynamite’ og ‘Crashing’. Første sæson af Pamela Adlon og Louis C.K.s ‘Better Things’, der er løst baseret på Adlons liv i L.A. som skuespiller og alenemor til tre døtre, startede også med at ligne noget, vi havde set lidt for mange gange før. Ikke mindst i samarbejdspartneren Louis C.K.s egen serie ‘Louie’, der følger komikerens hverdagsliv som standupper og delefar.
Efterhånden fandt ‘Better Things’ dog sin egen stemme ved at fokusere på familielivet frem for Hollywood-satiren, og sæsonen endte som en af de mest både rørende og usentimentale skildringer af forældreskab nogensinde.
Anden sæson, som Adlon selv har instrueret alle afsnit af, fortsætter på samme høje niveau. Ligesom første sæson følger vi sardoniske og direkte Sam Fox (spillet vidunderligt af Pamela Adlon), der primært ernærer sig som stemmeskuespiller, da rollerne ikke ligefrem vælter ind som kvinde over 40 i Hollywood. Hendes tre døtre, 16-årige Max (Mikey Madison), præ-teenageren Frankie (Hannah Alligood) og omkring 8-årige Duke (Olivia Edward), slægter deres deres temperamentsfulde, selvstændige og rapkæftede mor på og er på hver deres måde en håndfuld. »Mor? Mor?” Mor!«, lyder et evigt kor af døtre, der konstant kræver Sams opmærksomhed.
Sam reagerer med skiftevis udmattelse, tough love og indfølt bekymring, når døtrene reelt har brug for hjælp. Da Max er blevet kæreste med den 36-årige trussetyv Arturo, tolerer hun ham skulende for at holde på sin datter, som hun til gengæld giver den kolde skulder. »Du kan sagtens klare det, ikke Max? Du er voksen og klar til at have en spansk sygdomsbefængt globetrotter i dit liv«, siger hun, da datteren lufter sine bekymringer over forholdet.
Men da Max bryder sammen og indrømmer, at hun er ude, hvor hun ikke kan bunde, tager Sam affære og truer Arturo med politiet.
I én scene forlader Sam huset med sin kuffert uden at fortælle, hvor hun skal hen: »Jeg er ligeglad. I kan flytte ud og få en lejlighed sammen. Jeg skal nok skrive under på kautionspapirerne«. I en anden forlader hun en weekendtur med veninderne for at køre hjem og hente sine piger. Det er en fantastisk rammende skildring skildringen af forholdet mellem mor og døtre, der driver hinanden til vanvid, men ikke kan holde ud at være adskilt.
Sams bitre forhold til sin excentriske og påtrængende mor, der bor inde ved siden af, står som skræk og advarsel for en relation, hvor konflikter og magtesløshed har taget over.
Sam dater, men er egentlig ikke interesseret i at få én person mere i sit liv at skulle tilfredsstille. Det får en nærtagende og bekræftelsessyg mand, der er dum nok til at bore i, om han tilfredsstiller hende seksuelt, at føle, da hun kvitterer med en højlydt sviner på en parkeringsplads. »Jesus Christ, hvorfor skal alle være så forsigtige over for en mands følelser? I burde være barske, men I er bare pussies!«
Til forskel for mange af sine komikerkolleger på tv er Sam hverken neurotisk, selvoptaget, fyldt af et indre mørke eller usikker på sig selv eller sin plads i verden. Sams eneste problem er, at hun er træt.
‘Better Things’ har ikke noget egentligt plot, men er bygget op omkring små vignetter fra Sams liv – nogle ordløse, poetiske og visuelle, andre kværnende, brutale og hverdagsagtige. Med sine mange små gribende og humoristiske øjeblikke og tætte skildringer af de fire kvinder er det sådan en serie, der ubemærket sniger sig ind på én følelsesmæssigt – uden at være manipulerende, men ved at være ægte.
Kort sagt:
Anden sæson af ‘Better Things’ med sardoniske og skønne Pamela Adlon som træt alenemor til tre krævende døtre fortsætter på tårnhøjt niveau. Sjældent er forældreskab skildret så sjovt, rørende og rammende.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.
Læs også: ’Better Things’ sæson et: Louis C.K.-makker Pamela Adlon imponerer med ny serie