De udenlandske anmeldere er enige: ’Blade Runner: 2049’ er en af de bedste sci-fis nogensinde

De udenlandske anmeldere er enige: ’Blade Runner: 2049’ er en af de bedste sci-fis nogensinde

Puha. Der har i lang tid været meget nervøsitet blandt filmentusiaster, der ikke kunne forstå, hvorfor man intet hørte fra kommende Dennis Vileneuves ’Blade Runner’-sequel. I starten af ugen fik man de første Twitter-reaktioner, som man dog altid skal tage med et gran salt.

Men nu er de første anmeldelser kommet fra de toneangivende udenlandske medier, og de sender forventningerne helt op til bristepunktet: Dennis Villeneuve har med ’Blade Runner: 2049’ begået en mere end værdig opfølger til Ridley Scotts science fiction-hovedværk fra 1982, mener stort set samtlige anmeldere.

»Hvor det tog Ridley Scott fem film at tilfredsstille svaret, som Philip K. Dick stillede i sin novelle ’Drømmer androider om elektriske får?’, lykkes det for Villeneuve i første forsøg med at arbejde ud fra præmissen om, at når androider drømmer, er deres inderste ønske at blive menneske. Tag ikke fejl: Hvor den originale ‘Blade Runner’ (til slut) blev omfavnet for sit uopfyldte potentiale, så rangerer sequelen som en af de bedste science-fiction film nogensinde«, skriver Peter Debruge i sin anmeldelse for Variety.

»Cyberpunk-visionen er lige så tydelig 35 år senere, og ‘Blade Runner 2049’ kunne sagtens have gået ad samme gader med samme chiaroscuro-fyldte billeder og leveret en tilfredsstillende smag af samme genkendelige stof. I stedet går instruktør Denis Villeneuve uden om det, han var forpligtet til, med en frodig og ofte mindblowing genopfriskning af den originale sci-fi-æstetik, der dykker ned i dets komplekse epistemologiske temaer, lige så meget som den genopliver et holdbart spektakel«, skriver Eric Kohn i sin anmeldelse for Indiewire og giver filmen A-.

Eric Kohn kommer ligesom sine kollegaer også ind på, hvordan alle facetter af filmen spiller, selv Hans Zimmer sent tilføjede score.

»På samme måde, men stadig forskellig fra Ridley Scotts mesterlige original, formulerer ’Blade Runner 2049’ et af de mest kødfyldte spørgsmål i dag: Er overflade alt, der er, eller løber livsstrømmen dybere, end hvad vi kan se, høre og røre? Denis Villeneuves film arbejder med begge muligheder og giver ingen lette svar. I processen placerer han en af de mest spektakulære, provokerende, dybdegående og spirituelt svimlende blockbustere i vor tid«, skriver Robbie Collin fra The Telegraph og disker op med topkarakter.

Også Empire Magazine giver fem ud af fem stjerner, The Hollywood Reporter er begejstrede, og kun Vulture er en smule lunkne. Ekstatisk er også den ellers lunefulde Peter Bradshaw fra britiske The Guardian, der ligeledes giver topkarakter og slutter med ordene:

»Mærkeligt nok havde jeg glemt en af de lidt diskutable fornøjelser ved det store lærred: Den simple effekt af dialog, der giver ekko i biografsalen. Denne film er ekstraordinær. Den placerer en syrepille af filmnydelse på din tunge«.

Filmen får dansk premiere på torsdag.

Læs også: Det skal du se i biografen i oktober: Replikantjagt, årets transfilm, dansk nybrud og Michael Fassbender-thriller

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af