Man skal præcis ét minut ind i ’Team Hurricane’ for at mærke, at man har set noget nyt.
På det tidspunkt har man set en hest, en snegl, en fastnettelefon, et tøjdyr, et barberblad, en håndfuld pailletter, en kaktus, Pikachu, otte teenagepiger med hår i primærfarver og hørt gangsterrap.
Man skal ikke meget længere ind, før man kan mærke, at man har set noget sandt – og sympatisk – om millenials. Dansk ungdomsfilm har alt for længe lugtet af gymnastiktaske og SSP-samarbejde. Annika Bergs første spillefilm føles mere som Simone de Beauvoirs Instagram-konto, hvis hun havde været 15 år i 2017. Eller som ’Skam’ på svampe.
Det er på høje tid at tage ungdomsfilmen alvorligt igen, mener Annika Berg:
»Ingen tror, at teenfilm kan sælge billetter. Og det publikum er blevet forsømt i mange år«.
Når jeg laver en teenfilm, skal den ikke kun bygges af mine 30-årige tanker
I ’Team Hurricane’ (læs anmeldelsen) er det sommer i ungdomsklubben, og otte badass teenagepiger syr, klipper, trækker perler på snor og maler et grisehoved, som skal bruges i klubbens kunstudstilling. De har alle overskud på attitude, men også hver deres problemer. Zara er i behandling for en spiseforstyrrelse, Mathilde er blevet smidt ud hjemmefra, Eja kan ikke holde ud at være alene. De snakker om hentai, sexisme og følelsen af hash, der sætter sig fast under neglene. Men også om døden. Selvom de kan være ret »bitchy», er det hele holdet mod resten af verden.
Filmens look er lige så in your face som pigernes klippe-klistre-kunst. Klippetempoet gør det svært at få vejret, og alle farver skriger til himlen. Annika Berg kalder det selv en »punk chick flick», fortæller hun på en café i Landbohøjskolens blomsterhave på Frederiksberg. Hun har valgt stedet, fordi hun godt kan lide at se på blomsterne. De ligner et moodboard fra hendes film. Det mest punkede ved hende selv er en tung eyeliner.
Kunsten at høre efter, når teens snakker
Hun har haft lyst til at lave en chick flick, siden hun så ’Clueless’ som preteen.
Hvad er så fedt ved ’Clueless’?
»Vi havde sådan en ting, hvor vi skulle se den hver dag, når vi fik fri fra skole. Vi kunne alle replikkerne. Jeg har ikke turdet at se den siden, fordi jeg tænkte, at den ikke holder i dag. Og så så jeg den for nogle år siden, og du ved … den er bare længder over konkurrenterne! De grineren oneliners, de excentriske chicks, tempoet, måden voiceoveren komplementerer de lange takes – det er for vildt!«.
’Clueless’ er dog aldrig blevet udtaget til den kulturelitære filmfestival i Venedig, hvor ’Team Hurricane’ bliver vist i sidekonkurrencen La Settimana Internazionale della Critica. Nok fordi den føles så ny.
Det er heller ikke planen, at den skal have gammeldags biografdistribution hjemme i Danmark. Den kan ses til enkeltvisninger i biografer i næste uge i København, Aarhus og Odense, præsenteret af Soundvenue, men bagefter bliver den lagt på nettet for at ramme så mange unge som muligt. Præcis som ’Skam’.
Annika Berg har aldrig selv set den norske serie, men hun har hørt sammenligningen mange gange.
»I virkeligheden synes jeg, det er megairriterende, fordi de kom først!«, griner hun.
Både ’Skam’ og ’Team Hurricane’ er skabt ved at sætte sig ned og snakke med en flok teenagere og tage det, de siger, alvorligt. Men hvor ’Skam’-skaberen Julie Andem har skrevet de unges oplevelser ind i et stramt fiktionsplot, har Annika Berg inviteret virkelighedens teenagere til at være med i sin film. Og til at opfinde den sammen med hende:
»Jeg vidste, at jeg ville samle et crew af piger, der var seje, som de nu engang er. Jeg startede med at have castere inde over. Men det gik ikke så godt. For jeg er ikke interesseret i børneskuespillertyperne. Pigerne skulle have en kunstnerisk begavelse, så de kunne skabe filmen sammen med mig. Når jeg laver en teenfilm, skal den ikke kun bygges af mine 30-årige tanker.
»Så jeg begyndte at lede efter pigerne på sociale medier, som jo er ét stort udstillingsvindue«.
Bræk med hele skumfiduser
Hun gik efter piger, der kunne udtrykke sig på billeder og med deres look. I filmen er der en pige med postkasserødt hår, én med gult, én med blåt og én helt uden hår.
»Jeg skrev til en masse, der så interessante ud. Og så bad jeg dem om at sende en video og fortælle om noget, de virkelig godt kan lide. Jeg ville se, om de kunne tage imod mine input og give noget igen. Om de var bange for at virke fjollede«.
Hun har svært ved at forklare, hvad hun ledte efter hos pigerne. Men de skulle være til stede og være parat til at give noget af sig selv. Ved en af pigernes video var det de små pauser, hun faldt for:
»Det er sådan: ’Og så fandt jeg en humlebi – og så samlede jeg den op – og pakkede den ind i et gennemsigtigt plasticflag’«, siger hun på dreven københavnsk. »På 10 minutter var jeg blown away«.
Bagefter inviterede hun 10 af pigerne på en workshop i en weekend på Refshaleøen. Hun bad dem lave flere små videodagbøger. Til sidst stod hun med otte piger mellem 13 og 19 år.
»Jeg havde faktisk troet, at jeg kun skulle have fire. Men jeg syntes, de var så fede og så forskellige. Det var vigtigt for mig at have piger i forskellige aldre, ligesom i ’Sonja fra Saxogade’. Man lærer meget af at hænge ud med mennesker på en anden alder end en selv«.
Pigernes roller opstår i spændet mellem det, instruktøren spørger om, og det pigerne leverer tilbage. Det er meget usagt, forklarer hun. Hun fornemmer, hvad der rør sig i dem, og de fornemmer, hvad hun leder efter.
I Annika Bergs manuskript står der ingen replikker, kun skitser til scener. Replikkerne opstår i øjeblikket mellem veninderne, og sådan lyder det også.
»Når man arbejder på den intuitive måde, gambler man med mange scener, som kan ende med ikke at kunne bruges«, forklarer hun. »I den allersidste scene skulle de inhalere heliumballoner. Og en af dem spiser en masse skumfiduser, som hun må brække op igen. Og så siger en af de andre: ’Det er sådan, mine indvolde ser ud’. Jeg kunne rigtig godt lide den scene. Men det var, som om den udvandede filmens følelse«.
Pigers dybeste hemmeligheder
Der er også klip fra videodagbøger med i filmen, som pigerne har filmet helt på egen hånd. Sådan tør de gå meget tæt på. De kan ligge på sengen og fortælle om det, de er mest bange for. Maja føler sig som en kæmpe fiasko, der aldrig gør tingene godt nok for sine forældre. Mia har ar fra cutting og er mest bange for sig selv.
»Nogle af dem spiller mere eller mindre sig selv. Andre gør ikke. Men de tager udgangspunkt i deres egne issues. Nogle er måske for længst kommet over det, men de kan trykke på nogle knapper og gå tilbage og mærke det«.
Man kan mærke store og tilbageholdte følelser i en af filmens stærkeste scener, hvor Maja har fødselsdag. Zara kommer for sent, og pigerne kan ikke styre deres nysgerrighed mere. De spørger hende, hvorfor hun nogle gange forsvinder i flere timer.
I vores kultur er kvinder opdraget til at bruge deres energi på at perfektionere det, de allerede har, så ingen kan sætte en finger på det
»Hun fortæller, at hun har en spiseforstyrrelse og går i behandling på Bispebjerg Hospital. Det var præcis, hvad hun gjorde på det tidspunkt. Helt praktisk kunne hun ikke være der så meget som de andre piger. Hun synes, det er mærkeligt, at sygdommen er et tabu. Så vi tog det simpelthen bare med i historien«.
Da hun fortæller sin hemmelighed, bliver de andre stille og lyttende. De mumler klichéer som »hvor er det sejt, at du siger det», men nedenunder er deres empati på vid gab.
Det ser ud, som om de andre ikke har hørt hendes historie før?
»Nej, for ellers havde vi ikke fået deres rigtige reaktion. Vi gjorde meget ud af at holde det hemmeligt i to uger. Hun glædede sig virkelig til at sige det. De andre vidste godt, at der var noget, de ikke måtte vide. Og det er fandeme svært at acceptere for teenpiger«.
Smiler aldrig igen
Annika Berg og hendes producer Katja Adomeit startede med et mål om at lave en film til deres yngre jeg:
»Jeg kan se mig selv i alle pigerne, fra dengang jeg selv var kiddo. De larmer alle sammen på hver deres måde, og det gjorde jeg også«.
Da hun var lille, sang hun hele tiden. Og forstyrrede i skolen.
»Jeg følte mig tit misforstået. Hvis jeg prøvede at lave noget, som jeg syntes var flot, så troede de voksne, jeg gjorde det for at lave ballade«.
Da hun blev ældre, forsvandt det larmende lige så stille. »Jeg følte, at jeg op gennem teenageårene mistede en hel side af min identitet«.
»Indtil jeg lavede den her film, havde jeg rigtig svært ved at se på billeder af mig selv som barn, fordi jeg kunne klare det der upolerede. Det har jeg lært at skjule. Dengang fik jeg at vide, at jeg ødelagde alle billeder, fordi jeg smilede alt for meget. Nu er jeg helt stoppet. Man kan aldrig få mig til at smile på et foto«.
Filmen var en måde at finde tilbage til sig selv som besværligt barn. Det er ikke sundt at lægge bånd på sig selv på den måde, mener hun, det går også ud over ens talent. Da hun besluttede, at veninderne i filmen skulle mødes om at lave kunst, var det ikke kun, fordi pigerne syntes, det var sjovt, indrømmer hun. Det var også, fordi hun kan spejle sig i deres anarkistiske skabertrang, og fordi hun gerne vil udvikle den side af sig selv:
»I vores kultur er kvinder opdraget til at bruge deres energi på at perfektionere det, de allerede har, så ingen kan sætte en finger på det. Deres krop eller deres væremåde, måske kunsten at være en god værtinde. Drenge perfektionerer den craft, de kan med deres krop. Om det er fodbold eller noget andet, så handler det om, hvor gode de kan blive«.
»De her piger vil lidt det modsatte. De vil lave noget, de har noget at sige, og hvis folk ikke vil høre, så siger de det alligevel!«.
Hamstring gone wild
Når Annika Berg starter på en film, kan det lyde som en håndarbejdstime i ungdomsklubben. Der er en gør-det-selv-mani i hendes billeder, som man godt kan forestille sig ville få en folkeskolelærer til at slå i bordet:
»Jeg skriver tit et manuskript ud fra rekvisitter. I manuskriptfasen køber jeg en masse mærkelige ting. Jeg skriver en scene, hvis jeg finder en kjole, jeg synes skal med. Og når manus er færdigt, ligger der store bunker af sager på min producers kontor«.
Hver dingenot får gerne sit eget close-up. En »kludetæppe-teknik«, kalder hun det. Sådan arbejdede hun også på Filmskolen, hvor hun allerede drømte om at lave en chickflick som afgangsfilm.
De vil skide på, om de lige har barberet ben, eller om de har bh på eller ej
Men så dukkede døden op i hendes tanker, særligt da hendes far fik konstateret kræft. Så begyndte hun at samle antikt porcelæn, udstoppede dyr, silkeslåbrokker og hårcurlere sammen til en historie om en gammel kvinde alene i sin lejlighed, som lægger sig til at dø til tonerne af ’Rør ved mig’ fra Lecia & Lucienne. ’Sia’ blev en smuk hyldest til døden og kvindekroppens forfald, og i år vandt den en Robert for årets bedste kortfilm.
»På en måde blev det også en chick flick«, griner Annika Berg.
I ’Team Hurricane’ har hun hamstret plastickugler, tylkjoler, piercinger, afskårne dukkehoveder, bobleplast, Youtube-klip af kaktusblomster, sportstøj fra Emilio Pucci og andet punk art. Scenerne ligner sine steder et fotoshoot af et 90’er indieband.
Pigerne er ret stylede i den her film. Iscenesætter de ikke også deres udseende?
»Jeg tror, de – ligesom mig – kan have en indre kamp, når de skal klæde sig på. Vi har nok et grundlæggende behov for at være yndige og pæne, og at folk skal finde os lækre. Og det er irriterende, at det overhovedet spiller ind på vores liv. Men det er svært helt at skille sig af med den kultur. Men de er langt fremme i skoene sammenlignet med mig. Altså, de vil skide på, om de lige har barberet ben, eller om de har bh på eller ej. De bruger bare deres krop som et lærred og dyrker en smadret æstetik«.
Annika Berg vil ikke have, at hendes film ligner hinanden for meget. Den næste kommer til at se helt anderledes ud, siger hun.
»Jeg har brug for at forholde mig til farver på en helt ny måde«, siger hun mellem alle blomsterne og mener det alvorligt.
Først skal hun forholde sig til premieren på filmfestivalen i Venedig. Syv af pigerne skal med på den røde løber.
»Jeg er altid nervøs, når jeg skal til sådan noget. Det tager meget energi. Bare at skulle vælge, hvad jeg skal have på, tænke over, hvordan jeg ser ud, og jeg skal snakke foran alle mulige mennesker. Jeg bliver meget selvbevidst«.
»Derfor er det godt, at syv af pigerne skal med. De kan lave en masse anarki, og så kan jeg bedre slappe af«.
Soundvenue præsenterer: Eneste chance for at se ‘Team Hurricane’ i biografen – visninger i København, Odense og Aarhus
Læs også: 5 stjerner til ‘Team Hurricane’, en dansk teenagefilm uden sidestykke