Mange havde sikkert linet bordet op med donuts og damn good coffee, da ’Twin Peaks’ efter mere end 25 år som forumsnak og fanevents vendte tilbage som serie til en ny kulturel tidsalder.
Havde David Lynch og Mark Frost virkelig planer om bringe noget nyt og anderledes til et frodigt serielandskab, hvor man efterhånden havde set det meste, eller ville de bare servere memberberries til fansene med eftersmag af den oprindelige kultserie?
’The Return’ starter med Dale Cooper i et farvedrænet Red Room, hvor han får af vide af The Giant, at han er langt væk – og det hele slutter med Coop, som foran det gamle Palmer-hjem spørger en ældre Laura Palmer, som ikke hedder Laura, men Carrie Page, om hvilket år de befinder sig i – og Laura/Carrie, som skriger i vilden sky.
Som seer stiller man samme spørgsmål som Cooper, men på vejen til dette sorte hul af mulige løsninger og parallelverdener har der været momenter af klarhed. Vi har fundet grovfilen frem og slebet ned til de mest basale dele af ’Twin Peaks: The Return’ for alle dem, der gav op undervejs eller bare aldrig steg på.
Coop, Coop og Dougie
Tråden samles nogenlunde op fra den trippede slutsekvens, den oprindelige serie sluttede med: Dale Cooper fanget i The Black Lodge og hans onde dobbeltgænger på fri fod i Twin Peaks med ondskaben Bob inde i sig.
Der er gået 25 år. Mens den rigtige Coop fortsat er fanget i en surrealistisk labyrint af kryptisk information fra den enarmede MIKE og et talende træ, render Evil Coop rundt som en selvbrunet, forvokset Oompa Loompa og sætter bestialske ting i gang,. Evil Coops kriminelle unoder involverer blandt andet et sammensat lig, hvis underkrop tilhører Major Garland Briggs, som ikke er ældet på de 25 år. Evil Coop har ligeledes skabt en flommet klon af sig selv, kaldet Dougie, for ikke at ryge tilbage i Red Room-fængslet.
Der går imidlertid ikke længe, før den Cooper, vi kender, efter en udsyret flyvetur kommer ud af det røde rum og tager Dougies plads i vores verden. Coop er dog ikke længere den gode gamle superagent, men en robotisk tabula rasa-version. Han starter en ny tilværelse i Las Vegas som familiefar i Dougies sted med sin overordentligt overbærende hustru Janey-E og deres søn Sonny Jim. Der går omkring 11-12 afsnit, hvor skuespilleren Kyle MacLachlan tuller omkring i en døsig tåge, hvor han lader sig føre rundt og gentage de ord, folk siger til ham.
Det er bovlamt, men det har i længden også noget magisk over sig, når enfoldige Coop overkommer den ene potentielle trussel efter den anden uden at fortrække en mine og kun kommer med små kaffehints om fortidens meritter.
Roadhouse på storbudget
I selve byen Twin Peaks er alt uændret bortset fra enkelte fraværende ansigter og The Log Lady, der sørgmodigt synger på sidste vers. Lauras ånd gennemstrømmer stadig alt og alle.
Andy og Lucy er stadig ubehjælpsomme på den tuttenuttede måde, mens Hawk og Sheriff Trumans bror Frank håndhæver loven. Dr. Jacoby, der nu går under navnet Dr. Amp, har fået et klarsyn om, at vi med en guldskovl skal skovle os ud af alt det lort, vi befinder os i.
Enken Sarah Palmer skifter mellem PTSD-tilstand og mulig bærer af det onde. Spillestedet The Roadhouse har oppet budgettet og kurateret en eklektisk plakat af alt fra Eddie Vedder, Nine Inch Nails til Chromatics og Twin Peaks-all star James Hurleys fistelsang med slageren ’Just You’. Ingen i byen har studset over, hvorfor Coop i sin tid pludselig forlod byen, og hvem psykoknægten Richard Hornes far er.
Killer Bob-origin story
Andetsteds opsnapper FBI’s to gamle playboys, Gordon Cole og Albert, samt deres unge potensforlænger Tammy, at der både er Blue Rose-koder og ’tulpa’ indblandet i, hvad der foregår i forbindelse med de to Coopers og Major Briggs hovedløse tilbagevenden fra den anden side.
På et tidspunkt får de fat i Coopers gamle telefondame Diane, i Laura Derns storrygende og grove skikkelse. Hendes lumske undergravning af deres mission forklares i sidste ende med, at hun er en fabrikeret udgave af den rigtige Diane, som gemmer sig inde i en asiatisk kvinde med modellervoks for øjnene.
»Gotta light?«. Den store, nye påhit, Lynch har klemt ud af sit halvvågne drømmestadie, er forkullede varianter af den skovhuggermand, som var en del af sjakket Above The Convenience Store i ’Twin Peaks: Fire Walk with Me’. De er for alvor on fire i sæsonens akseafsnit, som dels er en Killer Bob-originstory, og dels er kunstneren Lynchs ækvivalent til Terrence Malick og Stanley Kubricks monumentale skabelsessekvenser. Man kommer vitterligt ind bag Twin Peaks-maskineriet, hvor The Giant aka The Fireman og en cirkuskvinde støber kuglerne for optakten til den oprindelige historie i serien.
Til gengæld har de ikke kontrol over olieskovhuggerne med transistorbrummen, der i New Mexico anno 1955 spørger om ild og bagefter smadrer kraniet på folk til lyden af en vuggevise om, at »the horse is the white of the eyes and dark within«. De myldrer frem, når der er ondskab på færde, eller Evil Coop skal have førstehjælp.
Sorte vortexhuller
Imens den gode Coop endnu vandrer rundt i tågernes lyserøde kaj, begynder Gordon Cole og co. at nærme sig svarene på, hvor Major Briggs befandt sig i alle årene, mens man i Twin Peaks begynder at vågne fra dvalen (vi snakker ni-ti episoder inde), og et hold bestående af Hawk, Truman, Andy og Briggs jr. – altså. Bobby – udforsker skovens hemmeligheder.
På hver deres måde opdager de, at man kan hoppe frem og tilbage mellem verdener gennem sorte vortexhuller, så længe man står på det rigtige sted. El-ledninger og stikkontakter er en anden transportvej.
Der er ikke så meget melodrama eller hemmelighedskræmmeri i denne omgang ’Twin Peaks’. Det emmer dog af smuk nostalgisk afrunding, da Big Ed til tonerne af Otis Redding endelig får Norma, mens The Log Ladys afsked er et af de mest oprigtigt sentimentale øjeblikke i samtlige sæsoner. Hun spilles af Catherine Coulson, der døde af kraft inden premieren, og overlapningen mellem fiktionen og vores verden kan i det hele taget anskues som en fortolkningsnøgle til at forstå sæsonen.
The end?
Tilbage hos Dougie/Good Coop når han at få to nye bedstevenner i de godhjertede, kriminelle casinobrødre Mitchum, inden han putter fingrene i en stikkontakt og vågner op som vores alle sammens yndlings-Cooper. Mens det lysner for Good Coop, lader Evil Coop sig indhylle yderligere i mørket, hvilket blandt andet vil sige at besøge The Convenient Store, hvor skovhuggerne og David Bowies gamle karakter Phillip Jeffries befinder sig i form af en kæmpekeddel, ligesom han ofrer sin og Audreys søn Richard Horne.
Og Audrey? Hun dukker først sent op i nogle opkørte psykiatrilignende sessioner, der kulminerer med en udflugt til The Roadhouse, hvor hun efter at have opført en lidt tungere udgave af sin ikoniske jazz-vuggen havner i et kridhvidt rum foran et spejl. Er Twin Peaks – som folk har drømt om at leve i gennem et kvart århundrede – i virkeligheden en stor drøm?
Gudesmukke Monica Bellucci dukker op som sig selv i Gordon Coles drøm, hvor hun forklarer: »We’re like the dreamer who dreams and then lives inside the dream. But who is the dreamer?«.
Svaret viser sig i sidste ende (formentlig) at være Dale Cooper. Sammen med sit gamle entourage af The Bookhouse Boys, FBI og den britiske handskefyr Freddie bekæmper han BOB i en bowlingkugleudgave, der er kommet ud af Evil Coop, og får prinsessen i form af den rigtige (?) Diane. The end? Ikke helt.
Cooper tager nu på en længere rejse igennem parallelverdener og tilbage i tiden til før mordet på Laura Palmer, som han omskriver, så der ikke er noget lig wrapped in plastic. The end?? Stadig ikke.
Hvem er hvem?
Sarah Palmer – eller rettere kilden til alt ondt kaldet Judy/Jowday – smadrer et billede af Laura, hvilket tilsyneladende vender op og ned på tingene. Syndefaldet starter med en for serien sjælden og lettere bizar sexscene mellem Cooper og Diane, hvor de forinden er kørt ned ad den forkerte lost highway og er blevet til Richard og Linda, som var to navne, The Giant nævnte for Cooper ved sæsonens start.
Det ender som nævnt med Cooper (som Richard?) og Laura, der ikke er Laura, som lufter et håbløshedens skrig over, at familien Cooper måske aldrig har boet på adressen, og at hun hører sit navn blive råbt i super-slow, som var det et ekko af dagene med farmand Leland. Ingenting er, som det burde være, og ingen er dem, de burde være.
Det var et bad trip og nok et praj om, at ’Twin Peaks: The Return’ aldrig var den drøm, de fleste ønskede sig. David Lynch’ budskab til fansene var måske, at ’Twin Peaks’ forsvandt som eskapistisk eventyrland med 90’erne og i 2017 kun eksisterede i tro og teori? De kommende dage vil mange prøve at samle seriens modsigende information i et større betydningsunivers, men trods sidste afsnittitels varsel om, at fortiden dikterer fremtiden, så er det fiktion på Lynch præmisser, og ham er der ikke nogen, som skal diktere.
Bonusinfo om plottråd nummer 89: Den tidligere hipster Jerry Horne er blevet en gammel hippienisse med hawaiiskjorte og strikhue, der i sæsonens 18 afsnit aldrig kommer længere end at være høj ude i skoven. Vi hører til slut, at han er kommet hjem i sikkerhed takket være storebror Ben.
Læs også: ‘Twin Peaks: The Return’ – hele serien: Det sidste hårrejsende skrig vil sent forstumme