’68 Kill’: Slibrig midnight special har humor, men for lidt vold
CPH PIX: I USA ville ’68 Kill’ blive kaldt en ’midnight special’, betegnelsen for den slags trashy b-film med masser af vold og sex, som en helt bestemt type publikum dyrker fanatisk.
I ’68 Kill’ er Chip (Matthew Gray Gubler) alle tiders største tøffelhelt, der lever af at skovle lort, og lader sig køre rundt af sin smukke white trash kæreste Liza (AnnaLynne McCord). Åbningsscenen af en flue fanget i en pøl honning er et rimelig præcist billede.
Liza tjener penge på at prostituere sig til sin og Chips udlejer, som en dag afslører, at han har 68.000 dollars liggende i pengeskabet. Liza ser en vej ud af de fornedrende jobs, og lokker en modvillig Chip til at røve pengeskabet om natten.
Det er en nem sag, lover Liza, og pistolerne er kun med for en sikkerheds skyld. Fem minutter senere har hun dog slået både udlejeren og hans kone ihjel, og kidnappet parrets sexkilling Violet (Alisha Boe fra Netflix-serien ’13 Reasons Why’) og smidt hende i bagagerummet.
Da Liza vil sælge Violet til sin bror Dwayne, som har nogle pænt syge tilbøjeligheder, bliver det alligevel for meget for Chip, som stikker af sammen med Violet. Hun er endnu en hårdtslående smuk kvinde, som Chip selvfølgelig forelsker sig i.
’68 Kill’ er selvsagt ikke en film, der lover store skuespilpræstationer eller stærke psykologiske portrætter, men søger i stedet at give film som ’Pulp Fiction’ og ’True Romance’ en sorthumoristisk b-films-overhaling.
Desværre er tempoet bare ikke særligt godt, og volden doceres ikke ud i de mængder, der er nødvendige for at holde spændingen oppe og interessen fangen i netop denne specielle genre. Efter et godt anslag kommer der et langt og lidt kedeligt midterstykke med vakkelvorne replikker inden vi når til det ganske tilfredsstillende afsluttende voldsorgie.
Der er lyspunkter. I rollen som Chip gør Matthew Gray Gubler det godt, og hans sympatiske everyday-Joe-portræt af en amerikansk dreng der handler uden at tænke, men som har en solid moralsk kerne er ganske glimrende.
Filmen har også humor, både i de obskøne voldsscener og visse absurde situationer – som da Chip afpresses til at slikke fisse på en tankpasser, før hun vil give ham de oplysninger, han efterspørger.
Hvis man generelt er til midnight specials har ’68 Kill’ noget at byde på, men der er lidt langt mellem volds-snapsene.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De 15 mest essentielle film på årets CPH PIX