Harvey Weinstein kalder voldtægtsanklager »en konspiration« i terapi ifølge rygter

Harvey Weinstein kalder voldtægtsanklager »en konspiration« i terapi ifølge rygter
Harvey Weinstein under Venedig-festivalen i 2012. (Foto: Gareth Cattermole/Getty Images)

Hvis man i USA bliver taget i at være utro, mandschauvanistisk eller hedde Harvey Weinstein, tager man ind på en sexafvænningsklinik for at slippe af med sin lidelse. Men mest af alt gør man det for at understrege for omverdenen, at man gerne vil ændre sig – og for at sige, at man altså ikke gjorde det fordi man er et ulækkert svin med et fedtet moralsk kompas, men fordi man lider af sexafhængighed. Det er faktisk ret synd for krænkerne…

Harvey Weinstein har naturligvis indskrevet sig selv på én af disse klinikker, men at dømme efter anonyme kilders udtalelser er det bare same shit, different day for ham. New York Posts sladderspalte Page Six har talt med en kilde, der skulle være bekendt med Weinsteins behandling. Vedkommende fortæller, at han til en gruppeterapi i tirsdag kom for sent, faldt i søvn og tog sin telefon, da den ringede.

Yderligere skulle han være indskrevet på en klinik, hvor han burde være indskrevet hele døgnet, men har valgt at tilbringe nætterne på hotel.

Men mest opsigtsvækkende er det, at Weinstein angiveligt kaldte det »en konspiration mod ham«, da det var hans tur til at tale i gruppeterapi. Når andre talte, faldte han i søvn i sin stol, fortalte kilden, indtil han blev vækket af et opkald på sin smartphone, som han tog, inden han løb ud af rummet. Mobiltelefoner er i øvrigt mod reglerne på klinikken, så han har tydeligvis smuglet den ind.

En anden kilde tæt på Harvey Weinstein fortæller Page Six, at han ikke længere deltager i gruppeterapi »af åbenlyse årsager« og at han anerkender, han har været et røvhul, men at alle anklagerne om voldtægt er falske.

Det skal understreges, at det er rapporter fra unavngivne kilder, som derfor er ekstremt svære at efterprøve.

Læs også: Tarantino taler endelig ud om Weinstein-sag: »Jeg vidste nok til at gøre mere, end jeg gjorde«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af