En hvid bokser, der må deltage i en kampsportsturnering for at slippe ud af et fængsel i Thailand, lyder som noget, Jean-Claude Van Damme ville have lavet i 80’erne. ‘A Prayer Before Dawn’ er imidlertid en produktion fra det hippe feinschmeckerselskab A24, og filmens rå trailer ligger da også et stykke fra camp-faktoren hos The Muscles from Brussels.
Den bygger på den virkelige historie om den engelske bokser Billy Moore, her spillet af Joe Cole (‘Green Room’), der havner i et af Thailands værste fængsler, men ser en vej ud, da fængselsbestyrerne giver ham lov til at kæmpe sig igennem en Muay Thai Boxing-turnering.
‘A Prayer Before Dawn’ er instrueret af Jean-Stéphane Sauvaire (‘Johnny Mad Dog’) og havde verdenspremiere ved dette års filmfestival i Cannes. Det er endnu uvist, om den får dansk biografpremiere.
Læs også: Hollywoods potentielle redning kommer fra en helt uventet kant