Guillermo Del Toros ‘Pacific Rim’ blev en uortodoks actionsucces, da den indtog biograflærrederne i 2013. Monster-sci-fi-braget floppede fælt i de amerikanske biografer, men indtjente så styrtende mængder penge i udlandet – især i Kina – at filmen i dag har opnået kultstatus for actionfans, der hylder ‘Pacific Rim’ som Del Toros helt store passionsprojekt.
Nu er første trailer til opfølgeren, ‘Pacific Rim: Uprising’, landet ved weekendens New York Comic Con. Og skal man dømme ud fra traileren, er der lagt op til et mindst lige så voluminøst actionbrag, på trods af, at Guillermo Del Toro denne gang kun med om bord som producer på ‘Pacific Rim: Uprising’.
Filmen følger handlingen ti år efter den originale film, hvor ‘Star Wars’-stjernen John Boyega indtager rollen som Jake Penecost, søn af Stacker Penecost, som blev spillet af Idris Elba i Del Toros film fra 2013. Mens Elba spillede den noble Penecost i den originale film, udtaler John Boyega, at hans karakter »er en tyv og en hustler«, der prøver at distancere sig fra sin far – lige indtil han er nødt til at trække i actiondragten for at redde verden fra onde robotter.
Filmen forventes ude i marts 2018. Tjek traileren ud ovenfor (inklusiv et hårdpumpet Vince Staples-remix) imens.