Det sidste søm i Harvey Weinsteins kiste blev banket på plads i går, da tre kvinder – skuespillerne Asia Argento, Luca Evans og en anonym – stod frem med voldtægtanklager mod Harvey Weinstein. Argento anklagede Weinstein for at have udført oralsex på hende i 1997, mens Evans var blevet tvunget til at udføre oralsex på Weinstein syv år senere.
»Jeg sagde om og om igen, ‘jeg vil ikke det her, stop, lad være’. Jeg prøvede at komme væk, men måske prøvede jeg ikke hårdt nok. Jeg ville ikke sparke ham eller kæmpe mod ham. Han var en stor mand. Han overmandede mig. Jeg gav bare op. Og det er den værste del af det, og det er derfor, han har kunnet gøre det over så lang tid med så mange kvinder: Folk giver op, og så føler de, at det er deres fejl«, udtaler Evans i et interview med The New Yorker.
Argentos anklager ekkoer Evans’ udtalelse. Da hun var bare 21 år, forulempede Weinstein hende på et hotelværelse, hvor han hev hendes kjole op og udførte oralsex på hende.
»Han skræmte mig, og han var så stor. Det ville ikke stoppe. Det var et mareridt. Det med at være et offer gjorde, at jeg følte mig ansvarlig. For hvis jeg havde været en stærk kvinde, havde jeg sparket ham i kuglerne og løbet. Men det gjorde jeg ikke«, fortæller Argento i sin erklæring.
Mens flere branchepersonligheder allerede har taget afstand til produceren efter voldtægtanklagerne, blandt andet Matt Damon og Ben Affleck, har Weinstein mistet sin måske vigtigste støtte. Hans kone, modedesigneren Georgina Chapman, har forladt Weinstein efter 13 års ægteskab i kølvandet på de ekstreme anklager om seksuelle overgreb.
»Mit hjerte er knust for alle de kvinder, som har oplevet en enorm smerte på grund af disse utilgivelige handlinger. Jeg har besluttet at forlade min mand«, udtalte Chapman til magasinet People.
Læs også: For Harvey Weinstein har sex og film altid været uløseligt forbundet