20 tidligere ansatte anklager Kevin Spacey for upassende opførsel

20 tidligere ansatte anklager Kevin Spacey for upassende opførsel
Kevin Spacey til prisuddeling tidligere på året. (Foto: Frederick M. Brown/Getty Images)

London-teateret The Old Vic har modtaget 20 anklager mod Kevin Spacey for upassende opførsel, siden de opfordrede deres ansatte til at tale ud over en anonym hotline tidligere på måneden. Anklagerne kommer fra 16 ansatte og fire andre, der har oplevet upassende opførsel fra skuespilleren, mens han var kunstnerisk leder for teateret mellem 1995 og 2013.

Administrationen på The Old Vic indrømmer, at der var en »kult« omkring Spaceys personlighed, som kan have gjort det svært for yngre skuespillere og ansatte at tale ud om problemer med Hollywoodstjernen.

»I løbet af hans ansættelse var The Old Vic i den unikke position at have en Hollywoodstjerne, omkring hvem der eksisterede en personlighedskult, ved roret. Undersøgelsen har vist, at hans stjernestatus ved The Old Vic kan have forhindret folk, og i særdeleshed junioransatte eller unge skuespillere, i at føle, at de kunne stå frem eller stikke en hånd i vejret for hjælp«, skriver teateret i en pressemeddelelse.

Spaceys efterfølger Matthew Warchus udtaler, at anklagerne kommer som »et chok og en forstyrrende overraskelse for mange af os«.

»Jeg har en oprigtig, dyb sympati for alle dem, der er stået frem og har fortalt, at de på en eller anden måde blev ramt af min forgængers handlinger. Alle har ret til at arbejde i et miljø, der er fri for sexchikane og intimidering. The Old Vic er nu aktivt i gang med en helingsproces og en præventiv proces«, tilføjer Warchus.

»Det er ukorrekt, unfair og uansvarligt at sige, at alle vidste det. Men som et resultat af undersøgelsen har vi lært, hvordan man bedre gør opmærksomhed på den slags opførsel i fremtiden. Disse fund vil ikke kun hjælpe The Old Vic, men hele vores industri, når vi sammen udvikler en intelligent, ny standard for beskyttelse og støtte i og omkring arbejdspladsen. Vi er forpligtede til en ny vej fremadrettet«, afslutter Warchus.

Læs også: Netflix kan få svært ved at fyre Kevin Spacey, forlyder det

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af