George Miller sagsøger Warner Bros. over ‘Mad Max: Fury Road’

’Mad Max: Fury Road’ udkom på en baggrund af betragtelig forhåndsskepsis, men overraskede alt og alle i 2015. Instruktør George Millers tilbagevenden til det postapokalyptiske Australien og titlens Road Warrior indtjente 500 millioner dollars og vandt seks Oscar-statuetter.

Mange kan ikke vente med at se Millers næste kapitel i universet, men der er lige en ikke uvæsentlig detalje, distributøren Warner Bros. skal overkomme.

»For at sige det ligeud er vi blevet lovet en betragtelig fortjeneste for flittigt og omhyggeligt arbejde, der strakte sig over ti år med udvikling af manuskriptet og tre års produktion af filmen«, siger George Miller og hans produktionspartner, Doug Mitchell til The Sydney Morning Herald. Duoen sagsøger nu selskabet.

Filmen alene kostede 150 millioner dollars at producere. Miller og Mitchell anklager Warner Bros. for at have taget nogle beslutninger, der fik produktionen til at stige med syv millioner dollars, som ellers ville være endt som bonus til de to australieres selskab Kennedy Mitchell Miller.

»Det hårde arbejde resulterede i en film, der opnåede bred anerkendelse verden over. Vi ville meget hellere lave film med Warner Bros. end at gå rettens vej med dem. Men efter at have forsøgt i over et år, hvor vi var ude af stand til at nå til en tilfredsstillende løsning, er vi nu nødt til at ty til et søgsmål for at løse tingene«, fortæller Mitchell.

’Mad Max:’ Fury Road’ har allerede indskrevet sig i historiebøgerne som en af de mere udfordrende produktioner, der ikke blev mindre af, at filmens to stjerner, Tom Hardy og Charlize Theron, drev hinanden til vanvid ude i ørkenen. Theron, som spiller bad ass-kvinden Furiosa, udtalte tidligere i år, at de har lagt striden bag sig og er klar på en ’Mad Max 5’ eller måske endda en film om Furiosas fortid.

Læs også: George Miller slår fast: Guitarkrigeren vender tilbage i kommende ‘Mad Max’-film

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af