‘Dobbeltspil’: I Per Flys internationale konspirationsthriller hersker de moralske gråzoner
»Sandhed er ikke et faktum. Sandhed er et produkt af konsensus«.
Sådan bliver den unge idealist Michael (Theo James fra ‘Divergent’-filmene) introduceret til sin nyerhvervede drømmestilling i FN’s hovedkvarter som højre hånd for den anerkendte diplomat Pasha (Ben Kingsley).
Pasha er frontfiguren for FN’s Oil-for-Food-program, der under og efter Saddam Husseins styre gav Irak tilladelse til at sælge en på forhånd aftalt mængde olie på verdensmarkedet til gengæld for mad og medicin. Landet var efter Golfkrigen ramt af omfattende sanktioner, og programmet var derfor en tiltrængt håndsrækning til den irakiske befolkning.
Den ellers noble humanitære indsats blev dog hurtigt et værktøj for korrupte embeds- og forretningsmænd, der udnyttede systemet og svindlede sig til milliarder af dollars. Og det er her, at vores hovedperson Michael træder ind i billedet.
Per Fly brød igennem som instruktør i 2000 med ’Bænken’, som sammen med ‘Arven’ og ‘Drabet’ udgjorde hans socialrealistiske trilogi, der skildrede den danske under-, over- og middelklasse. ‘Dobbeltspil’, der er baseret på den sande historie om den 24-årige danske whistleblower Michael Soussan, er Flys første forsøg på den engelsksprogede scene, og det må siges at være et vellykket et af slagsen.
Den sympatiske Michael, spillet fremragende af Theo James, der beviser, at han sagtens kan bokse med store navne som Ben Kingsley, er vores indføring i denne verden af korruption og løgne. Gennem ham lærer vi det politiske magtspil at kende, og det bliver hurtigt gjort klart, at intet er sort-hvidt, som når Pasha beder Michael om at aflevere nogle fabrikerede fotografier via omveje til en kritiker af Oil-for-Food-programmet, så hun kører sin karriere i sænk, og programmet ufortrødent kan fortsætte.
For der hvor ‘Dobbeltspil’ brillerer, er i de moralske gråzoner, hvor ingen af karaktererne er renskurede helte eller sadistiske skurke på samme måde, som vi sidste år så det i krimithrilleren ‘Cairo Confidental’, der undersøgte politikorruption i Egypten. Man er ikke i tvivl om, at der er ugler i mosen, men motivationen bag de enkelte aktørers handlinger er aldrig entydige, og det ikke alene menneskeliggør karaktererne, men skaber også effektiv spænding.
Flys karakteristiske fintfølende naturalisme er dog trådt til side til fordel for en mere skarpskåren fortællestruktur, der fokuserer på spændingsopbygning og journalistisk akkuratesse. Emnet er dog lige så relevant som altid og på samme måde, som ‘The Big Short’ var en fremragende indføring i årsagerne til finanskrisen, er ‘Dobbeltspil’ det for en af de største FN-skandaler nogensinde.
Kort sagt:
Per Flys internationale debut er en fascinerende og spændende indføring i en af de største FN-skandaler gennem tiden. Konspirationsthrilleren savner Flys karakteristiske fintfølende naturalisme, men er til gengæld rig på moralske dilemmaer og politiske gråzoner, der skaber dybde i karaktererne.
Læs også: Interview med Per Fly – »Jeg gik i panik, selvfølgelig, det gjorde vi alle sammen«