‘Hereditary’ fik verdenspremiere på den netop afsluttede Sundance-festival, og mange har allerede spået Ari Asters film til at blive årets helt store indie-horrorhit i kølvandet på film som ‘It Follows’, ‘The Badabook’, ‘It Comes at Night’ og ‘The Witch’.
Ja, The Playlist kaldte den ligefrem et »a game changing horror masterpiece« og sammenligner dens betydning med film som ‘The Shining’ og ‘Rosemary’s Baby’. Og bag filmen står det cooleste selskab i Hollywood lige nu, A24, som alene sidste år banede vejen for film som ‘The Killing of a Sacred Deer’, ‘Good Time’, ‘The Florida Project’, ovennævnte ‘It Comes at Night’ og den herhjemme kommende Oscar-kandidat ‘Lady Bird’ – foruden en film som sidste års Oscar-vinder ‘Moonlight’.
‘Hereditary’ tager udgangspunkt i familien Graham, der efter matriarken Ellens død opdager slægtens grumme hemmeligheder, som sætter sig dybe spor i Ellens datter (Toni Collette, der har fået stor ros for sin præstation) og barnebarn. Filmen graver dybt i familietraumet, og traileren antyder en mareridtsagtig opvisning i suspense og chok.
De filmkunstnerisk ambitiøse gyserfilm har det indimellem svært i de danske biografer, men der er al mulig grund til at håbe, at filmen får en dansk distribution, hellere før end siden.