’Hjertestart’: Pragtpræstation løfter norsk adoptionsdrama
Kristoffer Joner er det store trækplaster i Arild Andresens norske adoptionsdrama med colombiansk kolorit, ’Hjertestart’. Den 45-årige skuespiller, der i sin ranglede statur ligner en sammenbidt slacker, hvis ungdom er løbet fra ham, spiller enkemanden Kjetil, der midt i sorgen skal finde ud af at få hverdagen til at fungere med sin seksårige, adopterede søn Daniel (Kristoffer Bech).
Og det er langtfra ligetil. Daniel savner sin mor, og alt, hvad far gør, er helt forkert. »Jeg vil ha’ mor!« skriger drengen i et vredesudbrud, da Kjetil helt hverdagsagtigt vil sige godnat og putte ham. Det er kun mor, der kan lægge dynen rigtigt. I skolen er Daniel aggressiv og uvorn, og far Kjetil aner ikke sine levende råd. Det gør ikke situationen i den lille familie bedre, at Kjetil er offshorearbejder og ofte er nødt til at efterlade Daniel hos farmor og farfar, når arbejdet skal passes.
Afmagten over den udeblivende far-søn forbindelse får desperationen til at lyse ud af Kjetils øjne. Og da han under en terapisession formaster sig til at sige, at Daniel jo ikke er hans egen søn, forstår man situationens alvor. Det var jo mor Camilla, der havde den særlige kontakt med lille Daniel. Daniel var »hendes projekt,« som Kjetil afslørende formulerer det. En skarp replik, der nuancerer adoptionstematikken og går i kødet på den vestlige (kolonialisme)kultur.
Camilla, i Ellen Dorrit Petersens overjordisk engleblide skikkelse, ser vi i en række tilbageblik. Hun var gudesmuk, moderlig og godheden selv. I hvert fald i Kjetils erindring. Og så er det, at en tanke sniger sig ind i baghovedet på Kjetil: Hvad nu hvis Daniels biologiske mor i Columbia har fortrudt og vil have sin søn tilbage. Måske er dét i virkeligheden det bedste?
Drevet af skam og desperation rejser Kjetil således med Daniel til Columbia, hvor han hyrer taxichaufføren Tavo til at guide dem rundt i Bogotás bureaukratiske jungle. Tavo er en flink fyr, der tidligere har arbejdet for adoptionsbureauet. Han inviterer tilmed Kjetil og Daniel indenfor i sit hjem og konturerne til et forsigtigt venskabsbånd tegner sig. Omend lidt for plot-bekvemt. Sammen kører de byen tynd i Kjetils søgen efter en kvinde, der måske kan sætte ham fri fra faderbåndet. Hvis det overhovedet er det, han vil.
Det er betændt og tabubelagt stof, ’Hjertestart’ giver sig i kast med. De etiske dilemmaer står mildest talt i kø i norske Arild Andresens film, hvor Kristoffer Joner på imponerende vis pendulerer mellem usympatisk skiderik og sorg- og skyldbetynget far i rollen som Kjetil.
Filmen skal først og fremmest ses for Joners såre menneskelige desperations-vridetur, der gang på gang får ham til at sige og gøre dumme og ret så hjerteskærende ting. Som at rejse om på den anden side af kloden, for at aflevere sit seksårige, adopterede barn tilbage. Desperate mennesker begår desperate handlinger, men ’Hjertestart’ hægter hele sin spændingsmotor op på en moralsk så svært gouterbar tanke, at det truer med at tippe over i det utroværdige.
’Hjertestart’ tynges også lidt af banale betragtninger. Som da Kjetil og Tavo aflægger Daniels gamle børnehjem et besøg, og Kjetil bemærker, at »Der er godt nok mange Daniel’er her.« Den klodsede replik kunne filmen godt have været foruden, når Arild Andresen ellers så fermt formår at nuancere problemstillinger i dette velspillede adoptionsdrama.
Kort sagt:
Det norske adoptionsdrama ’Hjertestart’ er én lang showreel af pragtpræstationer fra Kristoffer Joner i rollen som modvillig adoptivfar og sørgende enkemand. Når fortællingen balancerer på kanten til utroværdig og banal, redder Joner den hjem på nuanceret storspil.