’Mosaic’: Vi får kun resterne af Soderberghs banebrydende tv-eksperiment

De er alle sammen opportunister, der er fulde af lort.

Da jeg bladrer mine noter igennem, kan jeg se, at det er en af de første observationer jeg har gjort mig. Og efter at have set alle seks afsnit af ’Mosaic’ – Steven Soderberghs seneste tv-eksperiment – er der ingen grund til at revidere den beskrivelse af persongalleriet. Det består simpelthen af den ene glatte ål efter den anden, og når det kommer til at skære en spændende whodunnit-krimi, er det ikke et skidt udgangspunkt.

Fortællingen kredser om børnebogsforfatteren Olivia Lake (Sharon Stone). En frembrusende, midaldrende kvinde hvis succes har gjort hende til lidt af en rappenskralde. Og der er åbenbart konsensus på tværs af landegrænser omkring, hvordan sådan en ser ud. Med sit tilbagestrøgne, afblegede hår og tjekkede jakkesæt ligner Stone nemlig en tro kopi af Trine Dyrholm som Gro i ’Arvingerne’, og i første afsnit ser vi hende da også i færd med at sweettalke investorer i forbindelse med indvielsen af Mosaic-museet.

Som en vant socialite og lokal kendis vimser hun rundt blandt de velhavende gæster, men det er tydeligt, at hun ikke har hjertet med. Hun er mere interesseret i baren. I indholdet og den unge flotte mand, Joel (Garrett Hedlund), der laver drinksene. På fem minutter får hun overtalt ham til at »komme og arbejde for hende« og flytte ind i en stald, der står tom på hendes kæmpe grund i Summit, Utah.

Men da det ikke går helt, som hun havde håbet på, begynder hun at opføre sig rigtigt usselt over for ham, og vi forstår med det samme, at hun er typen, der har mange fjender. Forsmåede elskere, misundelige, håbefulde kunstnere og nogle skumle typer, der så gerne vil have fat i Olivias ejendom, at de hyrer en professionel con artist, Eric, til at forføre hende og få hende overtalt til at sælge. Så da Olivia pludselig forsvinder, er det svært at afgøre, hvem der står bag. Mange har uden tvivl leget med tanken om at slå hende ihjel, men hvem er gået linen ud?

’Mosaic’ følger to handlingsspor. Det ene foregår, mens Olivia stadig er i live, det andet fire år efter, hvor fundet af hendes lig ripper op i sagen, som den lokale politimand Nate altid har syntes, der var noget lorent ved. Han teamer op med Petra (Ferrin), der er en dygtig og meget insisterende amatørdetektiv og graverjournalist, og det umage makkerpar er noget af det bedste ved serien, fordi der midt i deres opklaringsarbejde opstår oprigtigt rørende scener, der viser deres dygtighed som skuespillere. Som da Nate fortæller Petra om livet med sin handicappede kone. Om hvordan han hver eneste dag skal navigere balancen mellem kærlighed og medlidenhed.

Det er et overrumlende og rørende øjeblik, som desværre står meget alene i serien, der har svært ved at finde den rette tone og ofte tangerer sæbeoperalignende drama.

Soderbergh-stemplet er stadig et kvalitetsstempel, og det er fedt at se, hvor flittigt han eksperimenterer med tv-formatet og skubber til måden, serierne fortælles på. For eksempel i ’The Girlfriend Experience’, som han har produceret, og nu med ’Mosaic’.

For faktisk er Mosaic ikke blot en serie – det er også en »new storytelling experience«, som traileren selv angiver. Den er nemlig oprindeligt tænkt som og lavet til en interaktiv app i USA, hvor seeren selv kan være med til at bestemme handlingsforløbet, og så har Soderbergh efterfølgende klippet en seks timer lang, episodisk tv-version sammen ud af det materiale, han havde – og det er den, jeg forholder mig til hér.

Det er da også en ganske fin, jævnt underholdende krimi, der byder på en masse talentfulde, nye ansigter og nogle skarpe, kvindelige karakterer med ben i næsen. Men uden den eksperimentelle, medskabende del af oplevelsen adskiller serien sig ikke drastisk fra de krimimetervarer, der i forvejen hober sig op på streamingtjenesterne. I den her version er ’Mosaic’ overflødig.