‘The Walking Dead’ får ny showrunner efter kritik af karakters død

‘The Walking Dead’ er ofte under beskydning for historiemæssigt dødvande og fodslæbende ørkenvandringer, men det er, når de vælger at slå fanfavoritter ihjel, serien får allermest kritik. Den seneste dødsdom i den igangværende sæson 8 affødte en decideret underskriftindsamling mod seriens showrunner og hovedforfatter Scott Gimple, som fik over 80.000 fans til at skrive under.

Scott Gimple har været tilknyttet ‘The Walking Dead’ siden sæson 2 og er steget i graderne fra forfatter til producer til executive producer og siden sæson 4 showrunner, men nu er det slut. Fra og med sæson 9 overtager produceren Angela Kang Gimples stilling og dermed ansvaret for at bringe handlingen videre med de tilbageværende karakterer.

Der er dog ikke tale om en fyring, tværtimod. Scott Gimple bliver i stedet Chief Content Officer for hele ‘The Walking Dead’-universet, der også inkluderer ‘Fear The Walking Dead’ og andre mulige spinoffs. En pressemeddelelse fra AMC (via Variety) nævner ikke reaktionerne på Gimples handlingsmæssige beslutninger, underskriftindsamlingen eller seriens faldende ratings med et ord, men fokuserer i stedet på at takke Gimple for hans mangeårige indflydelse på ‘The Walking Dead’-universet.

Læs også: 60.000 fans vil stoppe ‘The Walking Dead’s hovedforfatter efter kontroversiel død

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af