Alex Garlands nye sci-fi-horrorfilm ’Annihilation’ bygger på en bog af samme navn fra 2014, som er del af en trilogi, og i anden bog afsløres det, at hovedpersonen Lena er halvt asiatisk. I filmen ses kridhvide Natalie Portman i rollen, hvorfor den op til sin amerikanske premiere er løbet ind i beskyldninger om whitewashing.
Instruktøren har selv forklaret i et interview med Nerdist, at han har baseret sit manuskript på den første bog, hvor Lenas etniske baggrund ikke nævnes. Faktisk var de to resterende bøger i trilogien ikke udgivet på det tidspunkt, hvorfor han ikke vidste, at han var skyld i at whitewashe karakteren.
»Det ville ikke være i min natur at whitewashe noget«, udtalte han. »Det ville slet ikke ligne mig. Jeg læste en bog, og jeg filmatiserede den, fordi jeg syntes, at bogen var fantastisk«.
Natalie Portman blev i et interview med Yahoo Entertainment spurgt ind til beskyldningerne, som hun på det tidspunkt ikke havde hørt om før.
»Det vidste jeg faktisk ikke. Det lyder problematisk, men jeg hører det for første gang her«, svarede hun, hvorefter snakken gik på repræsentationsproblematikken generelt:
»Vi har brug for større repræsentation af asiater på film, af latinamerikanere på film, af sorte på film, kvinder og specielt farvede kvinder, native americans – vi har bare ikke nok repræsentation«, sagde hun.
»Og alle disse kategorier som ’hvid’ og ’ikke-hvid’ er opdigtede klassifikationer, men som har konsekvenser i virkeligheden. Og jeg håber, det begynder at ændre sig, for jeg tror, at alle er ved at blive mere opmærksomme på det«.
’Annihilation’ får dansk Netflix-premiere den 12. marts.
Læs også: Oscar Isaac optog ’Star Wars: The Last Jedi’ og ’Annihilation’ samtidig – i samme studie