Lucas Lynggaard Tønnesens internationale skuespilkarriere har virkelig fået vind i sejlene.
Den 26-årige dansker har netop landet en rolle i Hollywood-filmen ‘Pumping Black’, hvor han spiller over for blandt andre Natalie Portman, Jonathan Bailey, Tony Hale og Lukas Cage. Det skriver Variety.
‘Pumping Black’ er instrueret af Mimi Cave, der debuterede i 2022 med den vellykkede kannibalgyser ‘Fresh‘. Hendes nye film beskrives som en psykologisk thriller omhandlende professionel cykling.
‘Wicked’-stjernen Bailey spiller den 35-årige cykelrytter Taylor Mace, som mærker alderen tynge i den hårde dyst med yngre konkurrenter. Han går sammen med lægen Andrea Lathe (Portman), der tager tiltagende mørke metoder i brug, for at han fortsat kan række ud efter sejren.
Lucas Lynggaard Tønnesens rolle er endnu uspecificeret for omverden.
De seneste år har han blandt andet medvirket i Netflix-serien ‘1899’ samt de internationale film ‘Desperate Journey’, ‘The Wolf, the Fox, and the Leopard’ og ‘The Weight’.
Optagelserne til ‘Pumping Black’ er lige begyndt i de franske alper og fortsætter indtil starten af december. En premieredato engang i 2027 virker sandsynlig.
