Denis Villeneuves stort anlagte og monsterdyre ’Blade Runner 2049’ var et hit hos anmelderne, men skal man dømme efter billetsalget, var publikum – i hvert fald ikke i USA – ikke lige så vilde med efterfølgeren til Ridley Scotts sci-fi-klassiker fra 1982. Scott udtalte også selv sidste år, at han mente, filmen var »alt for lang«.
Nu udtaler Rutger Hauer, der spillede originalfilmens ikoniske replikant Roy Batty, sig også negativt om den nye fortsættelse. I forbindelse med promoveringen af filmen ’Samson’ blev han nemlig på den igangværende filmfestival i Berlin spurgt ind til sidste års tilføjelse til ’Blade Runner’-universet.
»Den ser flot ud, men jeg har svært ved at se, hvorfor den film var nødvendig«, fortalte han til The Hollywood Reporter.
»Jeg mener bare, at hvis noget er så smukt, bør man lade det være og lave en anden film. Læn dig ikke op ad den succes, som blev skabt for 30 år siden i undergrunden. På mange måder handlede ’Blade Runner’ ikke om replikanterne, den handlede om, hvad det betyder at være menneske. Det er ligesom i ’E.T.«, sagde den hollandske skuespiller.
»Jeg er ikke sikker på, hvad spørgsmålet var i den anden ’Blade Runner’. Det er ikke en karakterdreven film, og der er ingen humor, der er ingen kærlighed, der er ingen sjæl. Man kan se, at den hylder originalen, men det er ikke nok for mig. Jeg vidste, at den ikke ville fungere. Men det er ikke vigtigt, hvad jeg synes«.
Læs også: Ridley Scott vil lave en ’Blade Runner 2049’-fortsættelse