Gary Oldman takker sin 99-årige mor på den allermest engelske facon
Den velrespekterede, 59-årige brite Gary Oldman vandt karrierens første Oscar for portrættet af Winston Churchill i ’The Darkest Hour’. En tydeligt berørt Oldman holdt en lang, fin og afdæmpet takketale, der kulminerede til sidst, hvor han takkede sin mor, der, som han sagde, er »99 år ung ved næste fødselsdag«. Skuespilleren sluttede af på den mest engelske måde, man kan forestille sig:
»Tak for din kærlighed og støtte. Sæt kedlen over. Jeg tager Oscar med«.
Hyperventilerende Frances McDormand skaber årets Oscar-øjeblik
Som ventet vandt Frances McDormand sin anden Oscar i kategorien bedste kvindelige hovedrolle – og som ventet holdt hun aftenens bedste takketale! Hun rystede nærmest af glæde (»hvis jeg falder forover, så rejs mig op, for jeg har ting, jeg skal sige!«), men var samtidig McDormand’sk koldblodig, da hun i et forrygende move inviterede alle kvindelige nominerede til at rejse sig op i salen – og opfordrede hele filmbranchen til at give dem de muligheder, de fortjener.
Med Meryl Streep i spidsen reagerede salen, og McDormand kunne nærmest ikke styre begejstringen. Det er den slags øjeblikke, Oscar er gjort af – og suverænt det mest mindeværdige fra den netop overståede 90-års-udgave.
Del Toro dobbelttjekker vinderkuverten
Som bekendt fuckede showet sidste år fuldstændigt op i, da hovedprisen for bedste film skulle overrækkes. ’Bonnie & Clyde’-duoen Faye Dunaway og Warren Beatty blev budbringerne, der havde fået overrakt den forkerte kuvert og læste ’La La Land’ op, selvom ’Moonlight’ var den rigtige vinder.
I år fik Dunaway og Beatty chancen for at få genoprejsning, og alle sejl var på forhånd sat til for, at der ikke skulle ske fejl igen i år. Men vi forstår godt, at vinderen af Bedste Film denne gang selv sørgede for at være på den sikre side. Efter sin takketale åbnede Guillermo del Toro kuverten og forsikrede sig om, at der faktisk stod ’The Shape of Water’ på papiret. Det gjorde der heldigvis – eller også valgte han bare at tie stille.
Kimmel + superstjerner overrasker hashrygende biografpublikum
Sidste år bragte Jimmy Kimmel en tour-bus af turister direkte ind i Dolby Theatre, og i år vendte han gimmicken rundt: Denne gang medbragte han en række af superstjernerne fra Oscar-showet til biografen over for Dolby Theatre, hvor gruppen overraskede en forsamling, der havde indløst billet til ’A Wrinkle in Time’.
Rustet med kæmpehotdogs og diverse andre snacks marcherede Gal Gadot, Armie Hammer, Mark Hamill, Margot Robbie og Lupita Nyong’o med flere ind i salen, hvor Gadot og Kimmel øjeblikkeligt konstaterede, at luften var tyk af hash. De tilstedeværende havde dog åndsnærvær nok til, at de syntes, det var rimeligt vildt at blive en del af årets Oscar-show.
Skuespillerlegende genbruger sin 56 år gamle Oscar-kjole – og sine dansetrin
I 1962 vandt Rita Moreno en Oscar for sin rolle i musicalen ’West Side Story’ som en af de, hvis ikke den første, latinamerikanske kvinde. I år var hun inviteret på scenen for at overrække en pris, og Moreno imponerede alt og alle. Dels bar hun på fantastisk vis den samme kjole, som hun havde på ved showet for 56 år siden – dels viste hun, at hun stadig har rytme i fødderne, selvom hun har rundet de 86 år. Et både nostalgisk og livsbekræftende øjeblik.
En anden skuespillerlegende er ældre end Oscar – og hylder sin mand
Rita Moreno var ikke den eneste aldrende skuespillerinde, der skulle på scenen for at overrække en pris. Eva Marie Saint – kendt fra klassikere som ’On the Waterfront’ over for Marlon Brando og Hitchcocks ’North by Northwest’ – overrakte prisen for bedste kostumedesign, og hun var om muligt endnu mere imponerende at overvære end Moreno (ikke at det skal være en konkurrence).
Saint konstaterede, at hun er ældre end 90-års fødselaren Oscar: 93 år! Og hun fortalte vemodigt om at have mistet sin mand gennem mere end 60 år.
Et fint og rørende træk af Akademiet at hylde sine aldrende kvindelige skuespillerstjerner.
Tiffany Haddisch og Maya Rudolph
Der var flere lyspunkter blandt årets presenters, og i den yngre afdeling var den suverænt sjoveste duo Tiffany Haddisch, der har fået et stort gennembrud med komediehittet ’Girls Trip’, og Maya Rudolph, der ud over at være kendt for film som ’Bridesmaids’ var med til showet i sin egenskab af at være gift med den mangedobbelt ’Phantom Thread’-nominerede Paul Thomas Anderson.
Haddisch og Rudolph havde forrygende kemi, vildskab til overflod og overskudsagtig politisk kant.
»Da vi kom ud, vidste vi, at nogen af jeg tænkte: Er Oscar for sort nu?«
Allison Janneys åbningsbemærkning
Allison Janney er de facto en af Hollywoods sejeste skuespillere, og i år toppede hun sine seks Emmy-statuetter op med sin første Oscar for birollen som forfærdelig mor med papegøje på skulderen i ’I, Tonya’.
Janney leverede den bedste åbningslinje på en aften fyldt med lovlig mange kedelige og ydmyge takketaler: »I did it aaaall by myself«. Okay, hun trak lidt i land bagefter, men Janney kan levere en komisk punchline som få.
Sam Rockwells joke
Sam Rockwell er en af Hollywoods lidt underkendte birolleskuespillere, og derfor vakte det stor begejstring hele raden rundt, da han som ventet vandt sin Oscar for sin birolle som racistisk politimand i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.
Rockwell holdt en fin – og kort! – vindertale (måske for at vinde den vandscooter, som værten Jimmy Kimmel havde udlovet for aftenens korteste tale), hvor han takkede de øvrige nominerede på oprigtig vis og ellers blot fortalte en anekdote-joke, der illustrerede, hvor hans kærlighed til film kom fra. Den hev han vellykket hjem!
Kimmel møder sit niårige jeg – og BB-8 kommer på scenen
Det er ikke mange Oscar-statuetter, de store blockbusters hiver hjem – højst i de tekniske kategorier – men showet prøver selvfølgelig hårdt at få publikumsbaskerne inddraget, så seerne hjemme i stuerne ikke føler, de er med til en lukket fest. ’Black Panther’ fyldte således meget aftenen igennem, og også ’Star Wars’ fik lov til at shine. Efter en dialog mellem Jimmy Kimmel og hans niårige jeg med jedi-stav i hånden kom Mark Hamill, Oscar Isaac, Kelly Marie Tran og en flot rullende BB-8 på scenen. Oscar har en længere tradition for at få sine fantasifigurer på scenen, og denne var en af de absolut mest vellykkede.
Læs også: Se alle årets Oscar-vindere her
Læs også: Oscar-nattens største what the fuck-øjeblikke