- Weekendens tre streamingtip: De neglebidende nye Netflix-thrillere står i kø!
- Weekendens tre streamingtips: Lad dig ikke snyde af den kedelige titel på den mest spændende Netflix-serie længe
- Anna Kendricks date med en seriemorder er en af de uhyggeligste og mest sandfærdige film, jeg længe har oplevet
‘LoveSex’: Intime film om unge og sex på TV 2 og CPH:DOX er små liderlige perler
Jacob og Maria i 'LoveSex'.
ANBEFALING. Kærligheden er en labyrint af ekstatisk flaksende drager under stjernerne og eksistentielle faldgruber, og de færreste knalder stilfuldt og glatbarberet in sync til John Mayers ’Your Body is a Wonderland’.
»Det er ret teknisk svært«, konstaterer en af de medvirkende om lagengymnastikkens fysiologiske udfordringer i Anja Kvistgaard Marotts seks smukke kortfilm, der under titlen ’LoveSex: Fortællinger om kærlighed og sex’ lader en flok vidt forskellige unge voksne mellem 20 og 29 snakke frit fra mellemgulv og hjertet om sex, følelser, homoseksualitet, ensomhed og hjertesorg.
Tematikkerne er velkendte, men de medvirkendes hudløse sårbarhed får blodet til at suse i takt med forelskelsernes op- og nedture. Det smitter, når det lesbiske par Nina og Rikke husker, at tiltrækningen imellem dem var så stærk, da de mødtes, at de fik prikker for øjnene, når de havde sex, og at de måtte minde hinanden om at komme op efter luft for »man skal jo også gå i skole og betale regninger«.
Nina og Rikkes historie er fuld af sprudlende begær, men der er også Nadhezdha, der mere alvorligt og selvransagende fortæller om, hvordan hun i lang tid udforskede sin seksualitet så grænseløst og ukritisk, at hun overskred sine egne grænser. Indtil hun tvang sig selv til at trække i håndbremsen: »Jeg var så tæt på at sige, okay så boller vi, for det havde jeg gjort så mange gange før … «.
Hver lille film er bygget op omkring reportage og natlige samtaler hjemme hos de medvirkende, hvor de åbner op for dybt personlige historier fra deres kærligheds og sexliv. Hertil har de medvirkende filmet sig selv, og formatet får yderligere sælsomme visuelle vinger, når mobiloptagelserne suppleres med lysten og abstrakt animation, der sætter farver og drømmeformer på liderligheden – inspireret af japansk anime og franske erotiske tegneserier og uden en klæg kliche i syne. Det er et overraskende godt greb, der effektivt pirrer og provokerer seerens egne sanser til instinktivt øget bevidsthed.
Enhver generation famler sig frem i de første forvirrende og berusende kærlighedsrelationer, og Anja Kvistgaard Marotts’ ærinde med ’LoveSex’ er at undersøge, hvordan Generation Z’ syn på sex bliver påvirket af det massive bombardement af reality-tv, sociale medier og forrået retorik, de er vokset op med. Og tilbyde de unge et mere intuitivt og poetisk sprog om sex og kærlighed.
Da hun skulle caste til kortfilmene, rejste Anja Kvistgaard Marotts landet rundt og afholdt samtaler med hundredvis af unge:
»Jeg opdagede at de, ligesom jeg, hungrede efter et rum, hvor de kunne tale åbent om alt det her uden at blive hånet eller føle sig forkerte. Rundbordssamtalerne eksploderede nærmest, og de unge var ikke til at stoppe igen, når først de havde åbnet op. De brændte for at dele med hinanden – ucensureret og ikke-dømmende«, fortæller instruktøren.
Det skorter ikke på tv- og youtube-beretninger om unges sex og kærlighedsliv, men ’LoveSex’ er ikke udstillingsvinduer med undervisningsaftryk, de er hypnotiserende hjertekamre af ærlighed og sjove observationer om alt fra besværlige sexstillinger til det mod, det kræver, at favne sit begær på egne præmisser.
»Jeg håber, at unge mennesker vil bruge disse film til at spejle deres egne historier og opleve, at der er tusinde måder at være et seksuelt og kærligt væsen på. At de vil nikke genkendende til, at sex er mere end bare fysisk. At det også er sanselighed og kræver respekt over for sig selv og dem, man har det med«, siger Anja Kvistgaard Marott.
SoMe-jalousi og pornoficerede sexbudskaber giver præstationsangst og slører skellet imellem, hvad der er rigtigt og forkert, medgiver de otte, men følelserne under tøjet er universelt relaterbare på tværs af tid og alder.
Læs også: Disse danske film skal du se på CPH:DOX: The Minds of 99, krig, gadebørn og Murakami
Dokumentarfilm. Instruktion: Anja Kvistgaard Marott. Spilletid: Seks film á ca. 8 min.. Premiere: Kan ses på TV 2 Play og på CPH:DOX 23. marts