1. ‘Dreaming Murakami’
Instruktør Nitesh Anjaan, der til dagligt går på Filmskolen, er allerede klar med sin anden dokumentarfilm. ‘Dreaming Murakami’ følger journalisten Mette Holms arbejde med at oversætte den japanske forfatters romaner til dansk, hvilket er en særdeles svær opgave, for det japanske sprog indeholder mange flere nuancer end det danske.
Murakamis tekster har haft stor betydning for Mette Holms liv, og gennem filmen ser vi hende danne både personlige og professionelle relationer med andre mennesker gennem hans værker. I stil med forfatterens magiskrealistiske univers blandes virkelighed og fantasi også sammen i filmen, hvor en stor frø med en dyb fortællerstemme løbende indtager lærredet.
Vises 19., 22. og 24. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
2. ‘De frelste’
»Er det virkelig Kristus, de ønsker, eller er det civilisationen?«, spørger en ældre dansk dame i traileren til ’De frelste’. Hun er én blandt flere danskere, som har været med til at udbrede kristendommen i Nigeria. De danske missionærer handlede måske i god tro, men hvad gik tabt, da nigerianerne blev omvendt? Og gjorde de det kun på grund af de ressourcer, der fulgte med? Det er nogle af de interessante spørgsmål, som Morten Vests nye film stiller, hvor 100 år gamle arkivklip og nutidige optagelser følger hinanden parallelt.
Vises 18., 22. og 25. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
3. ‘Doel’
Frederik Sølbergs ’Doel’ følger den lille belgiske by af samme navn, som ligger mellem et atomkraftværk og en industrihavn. I over 50 år har regeringen forsøgt at få byen jævnet med jorden, så der kan gøres plads til en containerpark, men de tilbageværende 26 indbyggere nægter at forlade stedet. Til trods for at alle butikker er lukket, og de fleste bygninger er totalsmadrede, holder beboerne fast i idéen om at have et hjem, som man hører til. Et besynderligt og tragikomisk portræt.
Vises 16., 22. og 25. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
4. ‘A Year of Hope’
Den erfarne dokumentarist Mikala Krogh har i ’A Year of Hope’ fulgt det filippinske Stairway-program, hvor tyve gadebørn i et år får mulighed for at komme på afstand fra slummen, dens overgreb og svigt. De får en seng at sove i og ordentlig mad samt voksne mennesker, der tager sig af dem. Målet er, at de efter forløbet har fået et nyt, opbyggeligt syn på livet, som de kan bruge fremover. Kroghs nyeste lyder som en både politisk og menneskeligt nærværende film.
Vises 19., 21. og 25. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
5. ‘Den nat vi faldt’
I Cille Hannibals ’Den nat vi faldt’ bliver kameraet og filmmediet brugt til at behandle den dybe sorg, som hendes mor gennemgår, efter Cille stedfar pludseligt dør. Mens moren sorterer i alle de ting, som manden efterlod i deres fælles hjem, lærer vi gradvist mere om deres historie. Selvom dødsfaldet mest af at føles som et stort tab, giver det også trang til forandring og forbedring. Selvom filmen handler om sorg, er der derfor også plads til lyspunkter.
Vises 15., 17., 20. og 22. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
6. ‘Lost Warrior’
Søren Steen Jespersen var senest at finde på den røde løber under årets Oscar-show, hvor ’De sidste mænd i Aleppo’, som han har produceret, var nomineret. I hans nyeste projekt ’Lost Warrior’ agerer han instruktør, og det er en vild historie, han har fået fat i.
Mohammed kom med sine somaliske forældre til London som tre-årig, men blev som 19-årig udvist til Somalia på grund af stigende kriminel adfærd. Her tilsluttede han sig terrororganisationen Al-Shabab, som han efterfølgende besluttede sig for at flygte fra.
I eksil i Mogadishu møder og gifter han sig med London-fødte Fathi, som tilbage i England føder deres søn. Filmen følger således parrets kamp for at blive genforenet. Det ser sort ud, for Mohammed er statsløs og får med sin terror-baggrund svært ved at rejse ind i England.
Vises 18., 20., 21. og 23. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
7. ‘Bad Circumstances’
Dokumentaristen Max Kestner begav sig med ’Qeda’ ud i et af de sjældne danske science fiction-forsøg. Nu er han vendt tilbage til dokumentargenren med ’Bad Circumstances’, der følger en ærgerrig amatørhistorikers forsøg på at opklare tre mystiske dødsfald under Ludvig Mylius-Erichsens Danmarksekspedition til Grønlad i 1906-1908. Kestner skildrer menneskets utrættelige nysgerrighed på både poetisk og komisk facon.
Vises 16., 18. og 20. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
8. ‘Stor som en sol’
I samarbejde med Soundvenue afholder CPH:DOX verdenspremiere på Kasper Kiertzners nye dokumentarfilm om The Minds of 99. ’Stor som en sol’ følger bandet under en tætpakket tour, koncentrerede studieindspilninger og intense krismøder. Sidstnævnte opstår blandt andet som følge af, at et medlem forlader gruppen. Samtidig er forsanger Niels Brandt bekymret for, om skaberkraften forsvinder, nu hvor han for første gang føler sig tilfreds med livet.
Vises 20., 23. og 25. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
9. ‘The Return’
’The Return’ følger Karoline og Thomas, der for første gang besøger Sydkorea, som de blev adopteret fra som små. De har sat sig den svære opgave af finde tilbage til deres rødder, og her møder de den kultur, de kommer fra, men som de ikke længere har meget til fælles med. Det giver grundlag for en ny forståelse af deres egen identitet.
Instruktør Malene Choi er selv adopteret og viser derfor en sensitiv forståelse for sine hovedpersoner. Samtidig er ’The Return’ en hybridfilm, hvor fiktion og fakta sammenblandes i iscenesatte situationer, som skaber virkelige følelser. Den ene hovedperson, Thomas Hwan, vil mange nok kende fra DR-krimien ’Bedrag’.
Vises 17., 19. og 23. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
10. Skjold & Isabel
Skjold og Isabel på 17 og 18 år var hinandens første kærester, men nu har de slået op. Det betyder bestemt ikke, at de er forsvundet fra hinandens liv. Gennem en københavnsk sommer følger instruktør Emil Næsby Hansen som fluen på væggen forholdets efterspil. De to personer har svært ved at give slip på hinanden, på grund af alle de ting som de har haft sammen, og det resulterer både i store skænderier og nære øjeblikke.
Vises 17., 19. og 20. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
11. Lykkelænder
Den danske kunstner Lasse Lau behandler i sin første lange film forholdet mellem Grønland og Danmark, som til stadighed er påvirket af det kolonialistiske fortid. Filmen reflekterer over, hvordan den grønlandske identitet gennem tiden er blevet fremstillet. På både vittig og sensitiv vis konfronterer han grønlænderne med de fordomme og klichéer, som både de selv og omverdenen har skabt.
Vises 18., 21. og 23. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.
12. Visitor
Titlen på Sebastian Cordes’ seneste dokumentarfilm henviser til ham selv. I filmen betragter han den omdiskuterede flygtningekrise som outsider ved at besøge øen Chios, som hver måned modtager hundredevis af flygtninge, der har Europa i sigte, men oftest ender i én af øens to flygtningelejre. Krisen skildres i langsomt tempo med lange, statiske indstillinger, der giver plads til fordybelse, og de sammenføres med Peter-Clement Woetmanns digtsamling ‘Bag bakkerne, kysten’.
Vises 18. og 25. marts under CPH:DOX. Læs mere HER.