Sidste måned kunne The New York Times fortælle, at skandaleombruste Harvey Weinstein, som er blevet anklaget for seksuelle krænkelser af mere end 80 kvinder, forsøgte at få sat en dokumentarfilm om sig selv i produktion. Indtil videre ville ingen dog, forståeligt nok, røre projektet med en ildtang.
Nu skriver Deadline imidlertid, at en fiktionsfilm om Weinstein-miseren er under udvikling. Det bliver dog ikke med produceren som hovedperson. I stedet lægges fokus på journalisterne, som satte gang i Hollywood-gigantens fald og senere #MeToo-bevægelsen med deres blotlæggende artikler. Her er således tale om Jodi Kantor og Megan Twohey fra The New York Times og Ronan Farrow fra The New Yorker.
Filmen kan lyde som et projekt lidt hen af Oscar-vinderen ‘Spotlight’ og produceres af Plan B, som ejes af Brad Pitt, Dede Gardner and Jeremy Kleiner og blandt andet har stået bag ’Moonlight’, ’Okja’, ’The Tree of Life’ og ’12 Years a Slave’.