Efter i længere tid at have kæmpet med lungekræft er den japanske instruktør Isao Takahata gået bort, 82 år gammel.
I sin levetid gjorde Takahata et kæmpe indtryk på hele verden, efter han i 1985 med Hayao Miyazaki grundlagde det elskede animationsstudie Studio Ghibli, der har kastet mange mesterværker af sig.
Takahata stod ofte i skyggen af sin mangeårige kollega Miyasaki, der da også var mere produktiv og gennem 40 år har instrueret perler som ’Min nabo Totoro’, ’Prinsesse Mononoke’, ’Det levende slot’ og Oscar-vinderen ’Chihiro og heksene’.
Karrierens højdepunkt for Takahata må stadigvæk være ’Grave of the Fireflies’ fra 1988, der står som Studio Ghiblis til dato mest alvorlige værk. Filmen skildrer på både rå og poetisk vis en dreng og hans lillesøsters kamp for overlevelse under Anden Verdenskrig, hvor faren er udsendt, og moren dør af forbrændinger efter et bombeangreb.
Efterfølgende instruerede Takahato blandt andet de mindre kendte perler ’Minder fra i går’, ’Pom Poko’ og den Oscar-nominerede ’Fortællingen om Prinsesse Kaguya’. Som den sidste bedrift i karrieren producerede han desuden Michael Dudok de Wits ligeledes Oscar-nominerede og billedskønne ’Den røde skildpadde’.
Læs også: Oscar-vinder om historisk samarbejde med Studio Ghibli: »De bliver jo betragtet som halvguder«