‘The Hurricane Heist’: Så idiotisk, at det ikke engang er sjovt
Det kan være svært at pinpointe, hvad der adskiller gennemført elendige blockbusters som ‘Geostorm’ eller ‘Gods of Egypt’ fra en blockbuster-franchise som ‘Fast & Furious’-serien, der alt andet lige formår at underholde sit publikum gang på gang. Én markant forskel springer dog i øjnene, og det er filmenes selvindsigt eller mangel på samme.
‘The Fast and the Furious’ fra 2001, der ligesom ‘The Hurricane Heist’ er instrueret af Rob Cohen, tog sig selv meget seriøst, men serien har sidenhen omfavnet, hvor latterlige de evindelige forsøg på at overgå forgængerne dybest set er. Men mens ‘Fast & Furious’-serien har udviklet sig til noget, publikum kan grine med på, har Cohens tilgang som filmskaber ikke rykket sig ud af flækken i 17 år.
Cohens seneste film, ‘The Hurricane Heist’, er et sørgeligt bevis. Den starter i 1992, hvor den professionelle stormforsker Bruce Rutledge omkommer i et stormvejr for øjnene af sine to små sønner, Will og Breeze. 25 år efter er Will (Toby Kebbell fra ‘Black Mirror’) blevet meteorolog, mens Breeze (Ryan Kwanten fra ‘True Blood’) er blevet tilbage i hjembyen Gulfport i Alabama som mekaniker.
Will bringes dog tilbage til Gulfport, da orkanen Tammy truer med at blive den kraftigste af slagsen nogensinde. Samtidigt har en bande røvere planlagt at udnytte kaosset til at begå århundredets røveri mod pengecentralen og stikke af med 600 millioner dollars. Brødrene bliver viklet ind i røveriet, da agenten Casey (Maggie Grace fra ‘Fear the Walking Dead’) har brug for deres hjælp, og det bliver trioens mission at stoppe røverne.
Tempoet er i højeste gear fra første scene, hvor vi ser brødrenes far blive tromlet ned af en løssluppen vandtank under en orkan. Scenen, der er det tætteste, vi kommer på et følelsesladet øjeblik, fejes hurtigt af vejen, da filmens titel smagløst blæser ind fra venstre, hvorefter 25 år er passeret, og vi stirrer ind i endnu et truende stormvejr.
De efterfølgende 100 minutter snegler sig af sted med en dialog, der er så ekspositionstung, at den får Michael Bays bagkatalog til at ligne Guldpalmevindere. Når Wills chef siger til ham, at han skal komme hjem, hvortil Will svarer »Jeg er hjemme… jeg er hjemme«, er det tåkrummende pinligt at bevidne. Og man skal lede længe efter den mindste snert af selvironi.
‘The Hurricane Heist’ er en af den slags film, man kunne antage er så dårlig, at den er sjov, men tag ikke fejl. Selvom replikker som »orkaner kan hurtigt ændre levende mennesker til døde« lyder tilpas idiotiske, er leveringen så uinspirerende, at ikke engang skuespillerne synes at tro på dette dødsprojekt af en spillefilm.
Kort sagt:
Ikke engang de udmærkede effekter kan hindre denne håbløst daterede katastrofefilm i at være en af årets mest forglemmelige filmoplevelser.