Den kommende film ‘Fair and Balanced’ handler om Roger Ailes, der i årevis var den højreorienterede amerikanske tv-kanal FOX News’ ekstremt indflydelsesrige topchef. I 2016 begyndte sagerne om sexchikane dog at rulle, og Ailes takkede af mod et gyldent håndtryk på 40 millioner dollars, før han blev rådgiver for Donald Trump.
Hvem der skal spille Ailes i Jay Roachs film, vides endnu ikke, men på glimrende vis er det nogle af de kvinder, der fik sat en stopper for hans rædselsregime, som kommer i fokus til at begynde med. En trio af Hollywoods allerstørste kvindelige stjerner har nemlig takket ja til roller i filmen: Tidligere har det været annonceret, at Charlize Theron skal spille studieværten Megyn Kelly, og nu skriver henholdsvis Variety og The Hollywood Reporter, at Nicole Kidman og Margot Robbie også er tilknyttet filmen.
Kidman skal spille den tidligere studievært på FOX Gretchen Carlson, der var den første til at lægge sag an mod Ailes for sexchikane – hun var blevet fyret, da hun afviste hans tilnærmelser. Robbie skal spille en fiktiv producer på FOX, Kayla Pospisil.
Instruktør Roach er blandt andet kendt som manden bag film ‘The Campaign’, ‘Trumbo’ og senest ‘All the Way’, så han er bestemt ikke uerfaren i historier om krydsfeltet mellem politik og medier. Manuskriptet er skrevet af Charles Rudolph (‘The Big Short’).
Hvornår ‘Fair and Balanced’ får premiere, vides endnu ikke.