Spike Lee er en af de største nulevende amerikanske instruktører, men de senere år har han vakt mere opmærksomhed med sine opsigtsvækkende politiske udsagn end med sine film.
Nu er han dog tilbage i absolut topform. ’BlacKKKlansman’, som vi inviterer til forpremiere på tirsdag den 11. september i Empire Bio, er nemlig ikke blot en indigneret satire over raceforhold i USA – det er også en vildt underholdende og virkelig sjov historie, der emmer af den frækhed og fortællelyst, som har kendetegnet filmskaberen, siden han slog igennem i 80’erne blandt andet hovedværket ’Do the Right Thing’.
Alene udgangspunktet for fortællingen er utroligt – faktisk så utroligt, at det bygger på en sand historie: Om en sort politimand, der går undercover i… Ku Klux Klan!
1979 er Ron Stallworth (en forrygende John David Washington – Denzels søn) den første sorte kriminalbetjent i Colorado Springs, og selvom han møder stor modstand fra racistiske kollegaer, følger han en tilfældig indskydelse og ringer til den lokale KKK-leder for at lufte sin interesse for at tilslutte sig klanen. Da det udvikler sig de fysiske møder, må han i sagens natur sende sin hvide (jødiske!) makker Flip Zimmerman (Adam Driver), mens han selv gennem telefonrøret får et mere og mere fortroligt forhold til blandt andre den stadig berygtede KKK-stormester David Duke.
Spike Lee iscenesætter det hele med stor sans for både de absurde og suspenseladede scenarier, inden han slutter det hele af med en slagkraftig politisk epilog, som allerede har vakt opsigt. Resultatet er en film, som allerede har fået de internationale anmeldere til at klappe begejstret i hænderne.
Køb billet HER – og tilmeld Facebook-event HER.
’BlacKKKlansman’
Tirsdag 11. september kl. 19.30
Empire Bio i København