Seks år er gået, siden Robert Pattinson spillede rollen som den unge vampyr Edward i det sidste kapitel af ’Twilight’-sagaen. Og selvom Pattinson efterhånden er trådt ud af ’Twilight’s skygge – særligt med sidste års storpræstation i ’Good Time’ – er han umiddelbart klar til en reunion. I hvert fald, hvis det handler om, hvorvidt han kan spille 17 år igen.
»Al den tid, jeg har brugt på at fugte huden – jeg er klar til at spille 17 med et øjebliks varsel. Klar!«, udtalte Pattinson til Variety.
Pattinson fortsatte om ’Twilight’: »Når nogen siger, ’Twilight’ er deres guilty pleasure, er det sådan… du siger guilty, men du mener jo i virkeligheden bare pleasure«.
Det kræver nok alligevel lidt mere overtalelse, før Pattinson og Kristen Stewart ville gøre en ’Twilight’-reunion til en realitet, nu hvor de begge endelig har lagt vampyrsagaen bag sig og gjort et par kyndige karrieremæssige kovendinger. Men med den rette fugtighedscreme kan man vel tillade sig lidt af hvert i Hollywood…