’Camping’: Lena Dunhams nye HBO-serie er tåkrummende
Jeg har ikke set Julia Davis’ originale, britiske tv-serie fra 2016, som Lena Dunham og Jenni Konner har baseret deres aktuelle, amerikanske remake på. Men den kan umuligt være lige så tåkrummende usjov og kunstigt konstrueret, som Dunham og Konners HBO-serie ’Camping’ er blevet.
Det kreative makkerpar bag ’Girls’, der lukkede med sjette sæson sidste år, går simpelthen helt galt i skoven med ’Camping’. Komedietonalt falder det meste tungt til jorden, og stort set samtlige karakterer føles som en sur pligt at befinde sig i selskab med.
Serien handler om en blandet gruppe af familie og gamle venner, der drager på modvillig campingtur for at fejre familiefaren Walts 45-årige fødselsdag. Walt (David Tennant) er gift med Kathryn (Jennifer Garner), og sammen har de den overbeskyttede søn Orvis, der som det eneste barn har fået lov til at komme med på campingturen. Derfor er der fra start dårlig stemning, da Kathryns kuede søster Carleen uanmeldt har teenagesteddatteren med. Hvorfor børn ikke er velkomne, melder historien ikke noget om, men ’Camping’ har travlt med at male Kathryn op som en halvtosset, neurotisk kontrolfreak, der gerne skal udfordres så meget som muligt af det forestående kaos, sådan en campingtur unægtelig må ende i.
Der står også kaos skrevet med fede typer over vennen Miguels nye kæreste Jandice (Juliette Lewis), som ingen af de andre har mødt før nærværende campingtur. Jandice og Miguel kaster sig teenagekåde og ekstremt højlydte over hinanden ved enhver given lejlighed: I teltet, i buskadset og i prøverummet i en butik. Kathryn tysser stramt på parret, mens Walt sukker seksuelt uforløst på andet år i kølvandet på Kathryns hysterektomi-operation. Hun har haft kroniske smerter i underlivet, og lidelsen har gjort hende påpasselig ud over alle grænser. Også hvad angår sex.
Alligevel gør Walt tilnærmelser til Kathryn, så snart han ser sit snit til det. Og hun afviser, knapper friluftsskjorten til eller hiver en bog og pandelampe frem inde i teltet. Godnat, skat. Men skulle det være sjovt? Nærmere ubehageligt akavet, egentligt. Garner spiller Kathryn med komediens overdrevne gestikuleren og en ensporet ulidelighed, der frustrerer fra første øjeblik. Hun er anstrengende selskab i en sådan grad, at hele serien føles drøj at sidde igennem (i hvert fald havde jeg allerede fået nok efter fire ud af ’Camping’s i alt otte afsnit).
Hvor ellers sødmefulde Jennifer Garner synes fejlcastet i rollen som den trælse Kathryn, trives Juliette Lewis tydeligt med at spille hæmningsløs, ny kæreste, der rusker op i den aparte flok venner. Lewis har som få tæft for at portrættere orkanagtige kvinder med naturlig vildskab, og hendes tilstedeværelse i ’Camping’ som den alternative Jandice er nok seriens bedste og sjoveste kort på hånden.
Det glade campingliv med hygge om bålet og primitiv mad i uvante omgivelser bliver i Dunham og Konners hænder til en skueplads for gammelt nag mellem venner, du har svært ved at forstå, hvorfor egentlig er venner. Karaktererne i ’Camping’ er så væsensforskellige og ensidige, at de fremstår som manuskriptkonstruktioner snarere end virkelige mennesker.
Kort sagt:
Lena Dunham og Jenni Konners første serie efter ’Girls’ – et mislykket amerikansk remake af en britisk komedieserie – bør egentlig bare forbigås i stilhed. ’Camping’ er tåkrummende usjovt selskab, og Jennifer Garner er endimensionelt træls i hovedrollen.
Anmeldelsen er baseret på de fire første afsnit.