’Forever’: Amazon-komedie med Maya Rudolph og Fred Armisen knockouter med en overrumplende højre-venstre

Med to velplacerede højre-venstresving i slutningen af de to første afsnit blev jeg knockoutet af ’Forever’.

Amazon-serien lagde ellers op til en moderne traver om parforholdets tyktflydende monotoni med dens godt fem minutter lange anslag. Som en pessimistisk pendant til åbningssekvensen i ’Up’ glider man gennem episoder i June (Maya Rudolph) og Oscars (Fred Armisen) spirende samliv. Understøttet af Miles Davis’ vemodige ’It Never Entered My Mind’ ender montagen i et resignerende loop med det samme ferieophold i sommerhuset og den samme fisk, som Oscar serverer til Junes gradvist forstummede begejstring.

Dernæst lignede det, at ’Forever’ skulle handle om Junes selvrealisering. Skæbnen ville, at hun nu endelig skulle udfolde den enorme energi, som bare havde ligget og ladet op på den trygge middelvej.

’Forever’ er en parforholdsfortælling og en serie om identitet, men de to tidlige knockouts sender den tonalt hen i et ubeskriveligt, poetisk sted i serieland, som ikke skal spoiles her – ud over at der er genkendelige konflikter relateret til ægteskab og eksistens, men i en metaforisk ramme med billedsymbolik som erstatning for action. Og at det er down to earth persondrama med en dragende celest overbygning.

Seriens idémænd Matt Hubbard og Alan Yang har tidligere været med til at producere og skrive til ’Parks and Recreation’, mens Yang i forening med Aziz Ansari har høstet en fortjent Emmy for ’Master of None’. Alligevel må ’Forever’ siges at være de to herrers mest ambitiøse serie til dato.

Yang har til Vulture sagt, at de forsøgte at skabe noget andet end de 3,4 millioner allerede eksisterende serier. Og den oplevelse sidder man også tilbage med efter de livsfilosofiske indspark over sæsonens små fire timer. De mange tørt komiske pingpong-dialoger vidnede ellers om et velkendt og forholdsvis ordinært amerikansk komediedrama med de to tidligere ’Saturday Night Live’-veteraner Rudolph og Armisen, som blot understregede det umiskendeligt indie-agtige ved hele dens setup.

Denne dramaforms ofte kantløse smartness og potpourriduftende trivialitetslektioner rykker Hubbard og Yang imidlertid op i en større kunstnerisk liga. Budskabet om carpe diem, om at se dagens lys, skildres med en langsommelighed og i en både elegisk og drømmende stemning, som emmer mere af asiatiske og specielt japanske filmmageres åndelige eksistensfortællinger.

Det almindelige i de kun delvist sjove og til tider forcerede ordudvekslinger skal ligesom tableauerne af June indrammet i en parcelhusvirkelighed symbolisere begrænsede livsanskuelser, der står i kontrast til de storslåede naturbilleder og den ubekymrede frihed, der ligger der, hvor græsset er grønnere.

Alle Hubbard og Yangs ideer har en højere mening. Selv når et helt afsnit pludselig følger Jason Mitchell og Hong Chau som to ejendomsmæglere i uforløst dans om kærligheden, fungerer det som brændstof for Junes motivation til at kysse det satans liv.

Maya Rudolph besidder som June af en emotionel styrke, fuld af komiske kraftudbrud og melankolske længselsblikke, der burde placere hende i søgelyset til flere store hovedroller, og Catherine Keener er bedre end længe som nabo og drivkraft bag Junes rejse ud i det ukendte.

Ved gensyn står det klart, at Fred Armisen er det tynde øl, som aldrig gør sin karakter til mere end en karikeret forsigper. Og når man kender de to afgørende choks, er der megen ordinær stilstand i ’Forever’, som indpakningen ikke kan dække over.

På deres videre færd må June og Oscar derfor gerne smide ironien og hæmningerne endnu mere – og kaste sig derud, hvor ingen serie vitterligt har været før.

Læs også: ’The Marvelous Mrs. Maisel’: Forrygende morsom Golden Globe-vinder om en standup-kvinde i en Don Draper-tid