Med ‘Call Me By Your Name’ slog Luca Guadagnino for alvor sit navn fast som en af de mest spændende instruktører lige nu. Og gyserremaket ‘Suspiria’, som Soundvenue præsenterer den første danske visning af den 29. oktober, bringer ham endnu længere op i filmskaberhierarkiet.
Nu er der allerede nyt om Guadagninos næste projekt, der umiddelbart lyder lige så spændende som hans seneste par film. Ifølge The New Yorker skal Guadagnino filmatisere Bob Dylans klassiker ‘Blood on the Tracks’ fra 1975, der generelt anses som en af musikerens bedste plader.
Det er en af producerne fra ‘Call Me By Your Name’, der har skaffet rettighederne til albummet, og som spurgte Guadagnino, om han ville være interesseret i at filmatisere det. Instruktøren sagde ja, på den betingelse at manuskriptet skulle skrives af Richard LaGravenese, der blandt andet stod bag det Oscar-nominerede manuskript til Terry Gilliams ‘The Fisher King’.
Manuskriptet, LaGravenese har skrevet, skulle følge en lang række originale karakterer op igennem 1970’erne, mens det trækker på albummets mest centrale temaer.
»Vi vil dramatisere, hvad der sker, når du lader dine passioner overtage styringen«, har LaGravenese sagt til The New Yorker.
‘Blood on the Tracks’ er et af Bob Dylans hovedværker og er blevet analyseret ud i det uendelige. Mange mener, at albummet handler om Dylans skrantende forhold til sin daværende kone, Sara. Det har Dylan dog blankt afvist.
Læs også: Soundvenue Forpremiere – Se horroreksplosionen ’Suspiria’ ved første visning i Danmark
Læs også: Hør klamt og klaustrofobisk nummer fra Thom Yorkes ‘Suspiria’-soundtrack