’Breaking Bad’ vender tilbage – sandsynligvis til det store lærred

’Breaking Bad’ vender tilbage – sandsynligvis til det store lærred
Aaron Paul og Bryan Cranston i 'Breaking Bad'.

Det er fem år siden, at den femte og sidste sæson af ’Breaking Bad’ løb over skærmen. Men selv om den prisvindende successerie affødte prequel-serien ’Better Call Saul’, troede vi umiddelbart, vi havde set det sidste til Bryan Cranston og Aaron Pauls meth-kogeri. Lige indtil i dag, hvor Albuquerque Journal rapporterer, at en hemmelig ’Breaking Bad’-fortsættelse er på trapperne.

Det nye ’Breaking Bad’-projekt skulle efter sigende være forfattet af den originale series skaber, Vince Gilligan, der også påtager sig instruktørrollen. Der er med al sandsynlighed tale om et filmprojekt, men det kunne eventuelt også munde ud i en form for miniserie, meddeler Albuquerque Journal. Det vides dog ikke med sikkerhed, om Cranston og Paul overhovedet er med på rollelisten – dog er en regulær fortsættelse svær at forestille sig uden det ikoniske makkerpar som trækplaster.

Projektet er planlagt til optagelse fra midten af november indtil tidlig februar i New Mexico. Med på projektet er ligeledes producerne Mark Johnson og Melissa Bernstein, der samarbejdede med Gilligan på både ’Breaking Bad’ og ’Better Call Saul’.

New Mexico Film Office beretter, at der er et projekt under titlen ’Greenbriar’, som skal indspilles i netop Albuquerque i præcis den givne periode, som ’Breaking Bad’-fortsættelsen ventes at optages i. ’Greenbriar’, der eventuelt kunne være en form for dæktitel, skulle handle om en kidnappet mands flugt mod friheden. Et ikke helt utænkeligt plot i ’Breaking Bad’-regi, de sidste fem hårrejsende sæsoner taget i betragtning.

Læs også: ’Breaking Bad’-skuespiller Aaron Paul tilslutter sig tredje sæson af ’Westworld’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af