’Unreal’: Den underholdende sandhed om, hvad der sker bag reality-facaden
En tv-serie om konceptmagernes manipulerende dukkeføring af deres deltagere på reality-tv er en hamrende god idé. Tilføj en hovedforfatters egne erfaringer som producent på genrebastionen ’The Bachelor’, og så har du ’UnReal’ – en serie, der efter stor hype og fire sæsoner i USA endelig er landet på den danske streamingtjeneste C More.
For fans af reality giver det næsten sig selv, at ’Unreal’ fortjener et kig. Men hvad har en serie med en så stærk guilty pleasure-krog at byde på ud over eskalerende intriger og eventuelt en formanende pegefinger mod den grænseløse, kapitalistiske kamp for at underholde masserne for enhver pris? Er det en rendyrket underholdningsserie, eller er det drama med døren åben for refleksion?
Går man til Sarah Shapiro og Marti Noxons serie som harmløs satire, bliver man ikke skuffet. Vi følger nemlig tv-produceren Rachel (Shiri Appleby) der efter en dom for spritkørsel og biltyveri vender tilbage til sin gamle arbejdsplads på programmet ’Everlasting’ (aka. ’The Bachelor’). På trods af lovovertrædelserne og hendes igangværende tilbagebetaling af de skader, hun påførte showet, vælger chefproducenten Quinn (Constance Zimmer) at få hende genansat. Hvorfor? Fordi hun laver fandens godt tv.
Rachel og hendes co-producenters job er at skabe drama, intriger og visuelle højdepunkter i ’Everlasting’. Vi er i en verden, hvor opkald til alarmcentralen, nøgenhed og cat fights giver kontant bonus til producenten, der orkestrerede det. De arbejder både i kontrolrummet og ude i felten, hvor en bunke piger kæmper om den feterede ungkarl Adam Cromwells gunst (Freddie Stroma). Sandheden er dog, at flere af pigerne er på jagt efter berømmelse frem for en romantisk partner, mens Adam selv bruger programmet som en fuckfinger til sin adelige baggrund og som reklamespot for sit nye resort.
I ’Unreal’s kulisser er der ingen stopklods. Man får en pige til at græde foran kameraet ved at rode op i hendes barndom. Har man en oplagt skurkinde, bliver hun død og pine også vinklet sådan. Og kan man gøre en tørlagt, mentalt ustabil kvinde sjovere med et par drinks, bliver de serveret for hende i flæng. Gudskelov har flere fra ’The Bachelor’ og Shapiro selv betegnet serien som vildt overdrevet i forhold til virkelighedens reality-verden.
Uanset hvad er det ganske underholdende. Det er metafortællingen om alle de elementer, der siden tidernes morgen har skabt gode historier: Nemt aflæselige arketyper, stærke relationer mellem de bærende karakterer og en overflod af dramatiske højdepunkter. Desuden er den moralsk skrantende Rachel, der både skal håndtere pengemangel, en ekskæreste på optagelserne og pigernes ve og vel sat over for den – tilsyneladende – mere hårdføre, kolde og kontante chef Quinn en interessant kombination, der gør ’Unreal’ inciterende. De to kvinder er bag roret, mens ejeren af foretagendet Chet (Craig Bierko) render rundt og skriver nye kapitler i #MeToo-historien.
Som sæsonen skrider frem, går det op for Rachel, at manipulationen ikke altid er pengene værd. Som da hun skal holde hemmeligt for en ung kvinde, at hendes far er død, indtil det helt optimale tidspunkt i tv-dramaturgien. Det får alvorlige konsekvenser.
Her træder alvoren fuldtonet ind – og tynger også en smule. Temaet om det nådesløse liv i showbusiness er oplagt, men det føles også lidt for højstemt, når det satiriske bid fordufter helt.
Kort sagt:
’Unreal’ dyrker julelegene i reality-verdenen på underholdende manér. Kritikken af showbiz er uoriginal – men man må alligevel vide, hvad der sker i næste afsnit. Ligesom i reality.
Anmeldt på baggrund af første sæson