Cary Fukunaga afslører en flig af, hvad man kan forvente af hans ‘Bond 25’

Cary Fukunaga afslører en flig af, hvad man kan forvente af hans ‘Bond 25’
Cary Fukunaga (Foto: oe Scarnici/Getty Images)

Efter et dramatisk exit fra Danny Boyle i september blev Cary Fukunaga (‘True Detective’ sæson 1, ‘Maniac’) i stedet hyret til at instruere ‘Bond 25’ – som den første amerikaner nogensinde.

I et interview med den engelsksprogede filippinske avis Inquirer fortæller Fukunaga om sit forhold til franchisen, og hvad man kan forvente af hans kommende film.

»Den første Bond-film, jeg så, var ‘A View to a Kill’ med Roger Moore«, fortæller Fukunaga. »Filmens klimaks foregik i The Bay Area, hvor jeg er fra. At se mit hjem på det store lærred var virkelig fedt. Det fik mit eget liv til at virke større«.

Selvom Fukunaga ikke giver nogle konkrete detaljer, kommer han dog med nogle overordnede ledetråde til, hvilken retning han vil gå i.

»Siden jeg nu har jobbet, må jeg bare holde lav profil og forsøge at finde ud af, hvordan jeg gør det så godt som muligt. I forhold til, hvad jeg kan gøre for at ændre karakteren, så er Bond i gang med en udvikling, der startede med ‘Casino Royale’, og den vil jeg fortsætte. Jeg er dog sikker på, at der kommer til at være ændringer. Som i enhver histoire bliver en karakter nødt til at ændre sig for at have et narrativ«.

Selvom historien, der startede i ‘Casino Royale’, fortsætter, har der været rygter om, at hverken Christoph Waltz som Blofeld eller Ben Whishaw som Q skulle vende tilbage i ‘Bond 25’. Men det er Fukunaga hurtig til at mane i jorden.

»Hvem har sagt de ting? Vi er ikke engang færdige med manuskriptet, så der er ingen, der kan vide det med sikkerhed. Det er to fantastiske skuespillere, så hvis der er plads til dem i historien, ville jeg elske at have dem med. Men jeg ved stadig ikke, hvad det hele ender med«.

Hvis ‘Bond 25’ ikke rammes af flere uforudsete forsinkelser, har den efter planen premiere 14. februar 2020.

Læs også: ’Maniac’-instruktør Cary Fukunaga – »Jeg hader mobiltelefoner på film«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af