INTERVIEW: »Jeg håber, det hele giver mening til sidst, og at folk har lyst til at se det mere end én gang«, siger Cary Fukunaga, da vi møder instruktøren sammen med manuskriptforfatter Patrick Somerville i London, om den nærmest svimlende detaljerigdom i de mange fantasiverdener, de har udtænkt til deres Netflix-serie ’Maniac’. For præmissen i serien lægger bogstavligt talt op til uendeligt mange muligheder, som kan være svære at hitte rede i som seer – og også må have været det for folkene bag.
’Maniac’ er historien om Annie (Emma Stone) og Owen (Jonah Hill), der begge lider af forskellige psykiske kvaler – Owen er skizofren, Annie er depressiv efter tabet af sin søster. Da de hører om et medicinsk eksperiment, hvor en ny type pille skal kunne kurere alle mentale sygdomme, tilmelder de sig begge.
Pillerne placerer brugeren i en slags drømmeverden, kaldet refleksioner, hvor Annie og Owen lever forskellige liv, der alle er inspireret af andre genrer, om det så er 80’er-komedie, spionaction eller storslået fantasy. Deres skæbner bliver blandet sammen, da de ved en fejl ender i de samme refleksioner og pludselig deler bevidsthed.
»Det gav os grænseløse muligheder«, fortæller Fukunaga. »Vi skulle balancere de mange forskellige verdener, og hvordan de manifesterede sig«. Somerville tager ordet: »Og også hvad de forskellige verdener betyder for de enkelte karakterers historier – Annies historie og Owens historie«.
»Især hvad det betyder, hvis deres verdener krydser«, fortsætter Fukunaga. »Men også hvordan det ser ud og at finde ud af, hvordan det starter og slutter. Det var meget forvirrende i starten«.
Mere drama, men også humor
Cary Fukunaga har i de senere uger været en af Hollywoods mest omtalte instruktører, da han har overtaget tjansen som instruktør på ’Bond 25’ fra Danny Boyle, der forlod projektet. Fukunaga er på mange måder er et oplagt valg, da han på relativt få år har markeret sig som en af tidens mest spændende amerikanske instruktører.
Han har lavet tre meget forskellige spillefilm i form af ’Sin Nombre’, ’Jane Eyre’ og ’Beast of No Nation’, men han er måske mest kendt for at have instrueret første sæson af HBO’s ’True Detective’, der står som en af milepælene inden for moderne seriefiktion. ’Maniac’ markerer første gang, han vender tilbage til serieformatet, men der er meget langt fra den ekstremt mørke ’True Detective’ til den mere legesyge ’Maniac’.
Legesygen stammer muligvis fra Patrick Somerville, der blandt andet har skrevet afsnit til den ligeledes eksperimenterende ’The Leftovers’.
Serien er baseret på en norsk serie af samme navn. De to serier er dog så forskellige, at man dårligt kan kalde den nye et remake. Settingen er lavet om, og hvor den originale serie mest af alt var en komedie, er der mere fokus på dramaet i den amerikanske version. Selvom der stadig er humoristiske elementer i Netflix-udgaven, var det vigtigt for Fukunaga og Somerville, at tilgangen var anderledes.
»Vi gjorde noget andet helt fra begyndelsen«, fortæller Fukunaga. »Det var ikke kun, fordi vi ville gøre det til vores eget, men vi blev også med det samme enige om, at vi ikke kunne basere humoren i vores serie på karakterernes sygdom eller på psykiske lidelser generelt. Humoren skulle i stedet baseres på noget mere konkret og situationsbestemt«.
At få humoren til at fungere handlede derfor også om at finde de rigtige skuespillere, der kunne balancere imellem både drama og komedie. Det kunne Emma Stone og Jonah Hill, der i ’Maniac’ spiller sammen for første gang siden ’Superbad’ fra 2007. Fælles for dem er, at de siden både har lavet komedier og dramaer.
»Vi vidste, de skulle spille med, inden vi havde skrevet et eneste ord af manuskriptet«, fortæller Fukunaga. »Ingen af dem er længere lige så interesserede i den type komedier, som de lavede tidligere i deres karrierer, men de har stadig det at trække på«.
Somerville tilføjer: »Det var fantastisk at vide, at de to skulle spille hovedrollerne. Så ved man som forfatter, at de vil være i stand til at spille alt, du skriver, og endda tilføje mere, end der står skrevet. Det gav os en selvtillid til at skrive«.
De alternative virkeligheder
At lave en serie med så mange muligheder krævede, at Fukunaga og Somerville havde stor frihed til at gå i de retninger, de gerne ville. Den frihed fandt de hos Netflix.
»Netflix lod os næsten gøre, hvad vi ville, især i planlægningsfasen«, fortæller Somerville. »Det var til en grad, hvor vi bare kunne sige: ’Nu er der altså en skakspillende robotkoala med i serien’, og de ville svare: ’Fedt, det gør I bare’. Den frihed hjalp med at give serien et unikt udtryk, som Netflix var vilde med«.
Der var dog grænser, understreger Fukunaga: »Der var en vis frihed, men også begrænsninger, som sådan set følger med, uanset hvilket tv-netværk man arbejder for. Men hvad der virkelig gjorde en forskel for mig var, at jeg vidste, at det ville komme ud verden over. Derfor var det meget vigtigt for mig, at det hele ikke blev for amerikansk. Det skulle være relaterbart for alle. Og jeg kan egentlig bedre lide historier, der ræsonnerer hos alle verden over«.
I et interview med GQ fra tidligere på året blev Fukunaga citeret for, at han og Somerville midtvejs i skriveprocessen smed halvdelen af deres manuskripter væk for så at begynde forfra. Den fortælling er Fukunaga dog hurtig til at mane til jorden i dag.
»Det er ufatteligt, hvad journalister kan få ud af en lydbid«, sukker han. »Men du sagde det da«, bryder Somerville grinende ind. »Ja, men det var én lille ting blandt 100 andre, som vi snakkede om«, siger Fukunaga. Historien blev åbenbart blæst ud af proportioner.
»Det var ligesom med alt andet, man skriver«, fortæller Fukunaga. »Der er hele afsnit, som vi endte med at droppe, men det var af alle mulige forskellige årsager, det kunne blandt andet være budgettet«.
»Eller uenighed«, fortsætter Somerville. »Vi var konstant uenige om, hvilken retning historien skulle tage, men det var stadig et virkeligt godt samarbejde. Vi blev bare ved, indtil vi endelig fandt den idé, genre eller verden, hvor vi tænkte: ’Yes, det er det, vi gør’«.
»Og vi vidste, hvordan det hele skulle starte, og hvordan det skulle slutte,« siger Fukunaga. »Det svære var at finde vejen mellem de to«.
»Alt, vi filmede, er med i serien,« fortæller Somerville. »Så de ’fraklip’, der findes, er kasseret allerede i manuskriptrummet. Men det føles meget ’Maniac’-agtigt, at der derfor findes adskillige andre universer, hvor der findes forskellige udgaver af ’Maniac’. Altså de ting, vi ikke filmede«.
Fortidens fremtid
Selv uden for refleksionerne bevæger ’Maniac’ sig i en parallel virkelighed. Serien, der foregår i en nær fremtid, ligner ikke vores verden, og heller ikke det meste science fiction, der bliver lavet i dag. Mest af alt ligner den faktisk, hvordan man i fortiden forestillede sig fremtiden ville se ud. Comuterne er store og firkantede og der er ingen fladskærme eller HD-display.
»Fra et tematisk udgangspunkt handlede det om ikke at lade seriens virkelighed stemme overens med vores virkelighed«, fortæller Fukunaga. »Der er stadig meget, der minder om vores virkelighed, men i serien har teknologi udviklet sig anderledes siden 1980’erne. Idéen var en verden, hvor mikrochippen aldrig blev opfundet, og hvordan alting så ville se ud i dag. Det fik vi alle vores designere og kunstnere til at arbejde på«.
Det var ikke mindst én af Fukunagas egne aversioner, der dirigerede dem i denne originale retning.
»Jeg hader mobiltelefoner, når de optræder i film eller serier. Det er så kedeligt at kigge på. Hvis jeg nogensinde skal lave noget med mobiltelefoner, så skal jeg finde ud af, hvordan jeg holder det til et minimum. Det er virkelig en stor del af vores verden i dag, men det er bare slet ikke filmisk«.
Følelser frem for forståelse
Med de mange alternative virkeligheder er der en del at holde styr på i ’Maniac’. Fukunaga og Somerville følte dog aldrig, at de var nødt til at gå på kompromis for at gøre fortællingen mere tilgængelig eller forståelig.
»I takt med at Patrick og jeg blev mere følelsesmæssigt involverede, ikke bare med karaktererne, men også med de temaer vi behandler i historien, kom der bare flere og flere ting, vi ville have med «, fortæller Fukunaga. »Vi har tiltro til seerenes intelligens, og de skal nok kunne følge med, selvom de ikke fanger hver reference eller bid af plottet. Den overordnede kontekst burde være nok til at holde dem kørende«.
»Præcis, og jeg vil tilføje, at jeg håber, det er sjovt, og emotionelt tilgængeligt,« siger Fukunaga. »Selvom man måske ikke har været igennem de samme ting som karaktererne, så tror jeg, at historien om en, der har gennemgået et stort tab, er en historie, som mange mennesker vil forstå. Historiens følelsesmæssige simplicitet fungerer som en modgift til plottets kompleksitet«.
Samtidig besidder serien en simpel pointe, som Fukunaga håber, at folk tager med sig.
»Der et tidspunkt, hvor Annie og Owen efter refleksionerne endelig får snakket sammen om, hvad de lige gennemlevede«, fortæller han.
»Annie siger noget, der virkelig rammer kernen af, hvad det hele handler om, som simpelthen bare er: ’Hvad er normalt?’. Og det er egentlig bundlinjen. Der findes ikke noget, der hedder normal eller rask eller det perfekte menneske. Vi kan ikke fixes«.
Læs også: Hvad Emma Stone og Justin Theroux gemmer bag elverører og tyk paryk
Læs anmeldelsen: ’Maniac’ med Emma Stone og Jonah Hill er umulig at fælde dom over