Den norske original giver Netflix’ ’Maniac’ alle muligheder for at brillere

'True Detective'-instruktør Cary Fukunagas ventede serie med Emma Stone og Jonah Hill får premiere på Netflix på fredag. Den ser original ud, men er faktisk bygget på en norsk komedieserie af samme navn. Vi har set forlægget – og håber på mere tyngde i den nye ’Maniac’.
Den norske original giver Netflix’ ’Maniac’ alle muligheder for at brillere
Jonah Hill i den nye, amerikanske 'Maniac' og Espen PA Lervaag i den norske original.

Når Hollywood laver remakes af europæiske hits, synes det nogle gange mest at handle om en engelsksproget befolknings manglende lyst til at læse undertekster. I ’Maniac’s tilfælde giver en amerikansk nyfortolkning af en norsk serie dog rigtigt, rigtigt god mening.

Den gennemhypede Netflix-serie, som får premiere i denne uge, har kæmpenavnene Emma Stone og Jonah Hill i hovedrollerne, mens Cary Fukunaga, der tiltrak sig stor opmærksomhed for sin instruktion af ’True Detective’s første sæson, er bag kameraet. Ud fra den første egentlige trailer at dømme har han og hovedforfatter Patrick Somerville fyldt seriens 10 afsnit til randen med opfindsomme idéer, der placerer Hill og Stone i alskens skøre simulerede virkeligheder.

I den halvsyrede fortælling stiller Owen Milgrim (Hill) og Annie Landsberg (Stone) nemlig op til et mystisk farmaceutisk forsøg hos Dr. James K. Mantleray, spillet af Justin Theroux. De skal afprøve en ny behandlingsform, som angiveligt kan kurere psykisk sygdom, traumer og smerte ved at lade patienter gennemgå forskellige vanvittige simuleringer.

Somerville og Fukunagas ’Maniac’ er løst baseret på den norske komedieserie af samme navn fra 2015 – med streg under ’løst’, for grundkonceptet fra forgængeren er blevet ændret en hel del og højst sandsynligt til det bedre.

Fantasi og fortidstraume

I originalen, som også kan streames på Netflix, følger man Espen (spillet af seriens skaber Espen PA Lervaag), som befinder sig på en psykiatrisk anstalt. Det meste af tiden ænser han dog knapt de kliniske omgivelser, for han fantaserer sig konstant ind i fantasiverdener, der er inspireret af amerikansk film og tv. I ét afsnit er han i en zombieinficeret dommedagsverden, i det næste er han en heroisk soldat under Anden Verdenskrig.

Sideløbende forsøger den ansatte Mina at finde ud af, hvad det er for et fortidstraume, der går Espen så meget på, at han har følt det nødvendigt at bytte virkeligheden ud med dagdrømme. Esben er forelsket i Mina, hvorfor hun stort set altid figurerer som en sexet og flirtende femme fatale i hans fantasier.

Man forstår godt, at Netflix så muligheder i sammenblandingen af virkelighed og fantasi, og i starten morer man sig over diskrepansen mellem Espens fordrejede, heroiske selvbillede og den triste virkelighed. Når han ser sig selv som en cowboy på hesteryg, ser vi ham overskrævs på et kosteskaft, og når han affyrer sin revolver, ser vi ham kaste kantinemad efter sine medpatienter.

Den norske ‘Maniac’, der også kan ses på Netflix.

Men så begynder man at kede sig. For mens Espens dagdrømme skifter genre fra afsnit til afsnit, står den ’rigtige’ fortælling om Espens sygdom stille. Kun ganske langsomt finder Mina frem til ny information om Espens fortid, som man tænker kunne være læst i en ruf i Espens patientjournal.

Komediens gags gentager sig selv, mens karakterernes roller heller aldrig ændrer sig – næsten ikke engang i Espens fantasier. For her er Espen altid en selvsikker helt, som kvinderne vil have, mens han i virkeligheden ter sig fjollet, hvortil Mina og sygeplejersken Jeffreys reaktion altid er den samme: Et uforstående, spørgende ansigt og replikken: »Hvad har du gang i, Espen?«.

Flere strenge at spille på

En afgørende forskel i den amerikanske ’Maniac’ er, at der nu er to hovedpersoner i centrum. De to testpersoner kommer fra forskellige baggrunde og har hver deres problemer i rygsækken, hvilket nok vil skabe langt større variation i fortællingen.

I første trailer ser vi desuden, hvordan deres veje krydses i simulationerne, hvis miljøer blandt andet ser ud til at inkludere stemningsfuld noir-krimi, episk fantasy og abefest på kontoret i stil med ’The Wolf of Wall Street’.

Man kan forestille sig, at dialogudvekslingerne mellem Owen og Annie i den nye serie er mere interessante end dem, der finder sted i den norske ’Maniac’. Her er Espens primære sparringspartner fantasivennen Håkon, som agerer modpol til Mina. Hvor hun forsøger at bringe Espen tilbage til virkeligheden, vil den altid energiske legekammerat ikke lade ham forlade dagdrømmene.

Emma Stone i ‘Maniac’. (Foto: Philip Vaughan/ACE Pictures)

Et andet tiltag i karaktergalleriet, der ligner en åbenlys gevinst for spændingen, er den spøjse og muligvis skurkagtige karakter i form af Justin Theroux’ Dr. Mantleray. Som leder for eksperimentet har han stor magt over vores hovedpersoner – i modsætning til sidekaraktererne i den norske serie, som må se hjælpeløst til, mens Espen udlever sine drømme.

Det kan sagtens tænkes, at Theroux’ videnskabsmand har skumle bagtanker med forsøget. I hvert fald forsøger han i traileren at dække halvt over de mén, som forløbet har påført testpersonerne. Da Sally Fields karakter kritisk spørger til, hvor mange af hans patienter der er endt i en katatonisk tilstand, svarer han »nul«, men tilføjer: »Sådan cirka«. Det bliver interessant at se, hvem behandlingen i sidste ende er mest givtig for.

Et spørgsmål om penge

Med Netflix i ryggen har den nye ’Maniac’-serie naturligvis et langt større budget end en lavbudgetserie til norske TV 2. Derfor giver det sig selv, at den nye ’Maniac’ også kommer til at outshine sin tre år ældre storebror rent visuelt.

Den originale serie kører med et relativt anonymt håndholdt kamera i scenerne på den psykiatriske afdeling, mens der leges med stil og farver i fantasiscenerne, så det passer til den givne genre. Selvom jeg faktisk blev overrasket over, hvor vellykket zombiescenernes special effects var udført, var den visuelle oplevelse ikke ligefrem overvældende.

Den norske ‘Maniac’.

Modsat skinner Cary Fukunagas æstetiske sans klart igennem i de hidtidige smagsprøver på den amerikanske udgave. Teaser-traileren afslører næsten intet om plottet, men er fascinerende med sin rytmiske og neonfarvede minimalisme. Man ser blot Jonah Hill og Emma Stone sidde ved et bord over for hinanden, mens Justin Theroux’ voiceover afløses af stemmesamples og drømmende synths. Også seriens fulde trailer oser af et farvemættet visuelt overskud, som man kun kan glæde sig til at se udfoldet i de forskellige simulationer. Se bare den røde fantasyslette bag de pelsklædte Emma Stone og Jennifer Garner.

Ikke for sjov

Det kan nok heller ikke skade, at man har hyret to stjerneskuespillere, som lige nu er på toppen af deres karrierer. Emma Stone vandt med ’La La Land’ sin første Oscar-statuette for et år siden, mens Jonah Hill omsider synes at være blevet accepteret som en dygtig, seriøs skuespiller, der mestrer meget mere end de komiske roller.

Den ukendte Espen FA Lervaag giver en godkendt præstation som den sympatiske, realitetsfraværende psykiatripatient i norske ’Maniac’, men lur mig om ikke Hill og Stone bibringer et helt andet niveau, både når det kommer til komik og alvor.

Jonah Hill i ‘Maniac’

I norske ’Maniac’ gjorde Espens psykiske lidelse aldrig rigtigt ondt, fordi han jo egentlig virkede til at have det smadderskægt i sine fantasiverdener.

Jonah Hills trætte, lidende ansigt, som både pryder teaseren og traileren til den nye serie, udstråler desuden en dyb alvor, som den originale ’Maniac’ ikke besad.

Vi har tydeligvis ikke at gøre med en komedieserie, men en dramaserie med komiske elementer. Cary Fukunaga har da også fortalt i et interview med CQ, at serien med tiden udviklede sig i en noget mere alvorsfuld retning end først antaget, efterhånden som samarbejdet med Patrick Somerville tog form:

»Patrick og jeg havde det her øjeblik, hvor vi sagde: ’Kan du huske, dengang vi tænkte, at det her skulle være sjovt?’«.

’Maniac’ har premiere på Netflix 21. september.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af