Serien af romantiske antologifilm, hvor en lang række instruktører lader en lille kærlighedshistorie udfolde sig i den samme by, bliver nu udvidet med endnu en metropol.
Det er de samme producere, der har stået bag ’Paris, I Love You’, ’New York, I Love You’ og ’Rio, I Love You’, som nu følger dem op med ’Berlin, I Love You’, og den nye trailer lader os forstå, at vi kan vente os historier om romantik, kærlighed ved første blik og medmenneskelighed, som vil blive fortalt gennem et vidtfavnende persongalleri af skæve eksistenser.
Som sædvanlig er listen over medvirkende lang og tæller både nogle profilerede engelske og amerikanske navne som Keira Knightley, Helen Mirren, Luke Wilson, Mickey Rourke, Dianna Agron (’Glee’), Jim Sturgess (’Across the Universe’) og Mickey Rourke (’The Wrestler’) og en lang række tyske skuespillere som Sylvester Groth (’Inglourious Basterds’), Sibel Kekilli (’Game of Thrones’) og Diego Luna (’… Og din mor!’),
På instruktørsiden er flere nationaliteter også repræsenteret, og her ses blandt andre Tysklands største hit-instruktør Til Schweiger (uden for Tyskland måske mest kendt som skuespiller fra ’Inglourious Basterds’), Dennis Gansel (’Bølgen’), Peter Chelsom (’Serendipity’) iranske Massy Tadjedin, og mexicanske Fernando Eimbcke.
Der er endnu ingen dansk premieredato.
Læs også: 15 danske film, vi slet ikke kan vente med at se i 2019