‘Bumblebee’: Transformers-serien finder tilbage til rødderne
Det tog kun folkene bag ’Transformers’-filmene elleve år og fire elendige efterfølgere, før de igen har fundet frem til, hvad der egentlig fungerede allerbedst ved Michael Bays oprindelige actionbrag fra 2007. Og nej, det var hverken de vilde masseslagsmål mellem megarobotter, objektiviseringen af Megan Fox’ krop eller det uendelige antal af eksplosioner.
Det var i stedet det indledende forhold mellem Shia LaBeoufs Sam og hans nye gulsorte Camaro, der viser sig at være en robot fra det ydre rum. Især scenerne, hvor Bumblebee skal hjælpe Sam med sit datingliv eller skal gemme sig fra Sams forældre, men er så gigantisk, at alt i nærheden går i stykker, selvom robotten forsøger at være nænsom i sine bevægelser.
Der er mange tilsvarende scener i den nye spinoff ’Bumblebee’, der er et bevis på, at instruktør Travis Knight (’Kubo and the Two Strings’) heldigvis godt ved, at elskværdige fortællinger som ’E.T’, ’The Iron Giant’ og ’Big Hero 6’ er meget mere vedkommende biografoplevelser end at se diverse maskiner slå hinanden til blikspande, imens Jorden er ved at gå under.
Og Bumblebee gør det godt som nuttet robot, der taler igennem citater fra sin bilradio (ja, den bruger også klassiske sange fra radioen til at gøre teenagere forlegen i denne film), og med sin loyalitet, nysgerrighed og empati virker robotten ofte som det mest menneskelige i hele filmen.
Vi følger den forvoksede metal-humlebis oprindelseshistorie om, hvordan robotten ender på Jorden, og hvordan den mister sin ellers ’naturlige’ robotstemme. Vi er tilbage i 1987, og da Bumblebee også mister dele af sin hukommelse, har den glemt alt om fordelene ved at transformere sig til en Chevrolet Camaro og tager i stedet form som en Volkswagen Beetle, hvilket selvfølgelig også hjælper lidt på nutheds-faktoren.
Filmens reelle hovedkarakter er teenageren Charlie, der får en lidt kluntet karakterintroduktion. Der skal ikke gå mange minutter af filmen, før vi er blevet informeret om, at hun er ensom i savnet af sin afdøde far, at hun reparerer biler, og at hun er tidligere mester i udspring. Gad vide om alt dette skal bruges senere filmen?
Det mest formildende og forfriskende i forhold til den gængse boy meets alien-skabelon er, at Charlie for en gang skyld er en pige, og hun spilles også ganske udmærket af Hailee Steinfeld (’The Edge of Seventeen’). Hvis bare denne afvigelse fra opskriften blev brugt mere aktivt til at skabe noget mere originalt, ville den 22-årige skuespiller måske også have fået chancen for at fremvise flere dimensioner af sit talent.
Da Charlie finder Bumblebee, gemmer den sig som en støvet gul boble på en losseplads i en lille strandby i Californien, lykkeligt uvidende om at de to decepticon’er Dropkick og Shatter har fulgt efter den til Jorden med en mission om at destruere både Bumblebee og planeten. Det hele ender selvfølgelig i endnu en omgang smadderaction og biljagt, hvor John Cenas elitesoldat Agent Burns og det amerikanske militær selvfølgelig også skal blande sig i denne lille afstikker af den samlede intergalaktiske robotkrig.
Det klæder filmen, at actiondelen er mere afdæmpet, og fokus i stedet er på det rørende bånd og venskab, der opstår mellem Charlie og Bumblebee. Enkelte gange styrer ’Bumblebee’ på humoristisk vis uden om de værste klichéer ved faktisk at vende velkendte action-oneliners på hovedet, men i sidste ende er der alligevel for mange frontale sammenstød med beslægtede fortællinger og for få overraskelser, til at filmen hæver sig op over den gennemsnitlige familievenlige actionfilm.
Kort sagt:
’Transformers’-serien har været til syn, men kører stadig på lidt for mange ringe servedele.