»Siger vi sort? Er det ikke mere brun?«
Fodboldklubben Fredericia styrer mod nedrykning, og i et forsøg på at rette kursen op sendes klubbens træner til Afrika for at finde en ny, hurtig stjerneangriber. Han kommer hjem med Sunday, som godt nok løber hurtigt, men er fuldstændig talentløs med en fodbold.
Det er omdrejningspunktet i den nye danske comedyserie ’Sunday’, snart klar til streaming på Yousees nye streaming- og tv-kanal Xee. Den netop offentliggjorte trailer viser det kaos, der opstår efter den nye spillers ankomst – med masser af bold i skridtet-humor og et spraglet persongalleri.
Sunday spilles af komikertalentet Melvin Kakooza, vinder af DM i stand-up i 2017. Kakooza er også forfatteren bag serien og inspireret af sine egne erfaringer med at flytte fra Uganda til Fredericia. Andre medvirkende er tidligere fodboldspiller Thomas Gravesen, der optræder under eget navn, og Lars Hjortshøj som sportsdirektøren Bjarne Skovbo. Serien instrueres af Jesper Rofelt, der blandt andet har instrueret den seneste sæson ’Klovn’ og komedien ’Dan Dream’.
Udover traileren er også en teaser offentliggjort, hvor Sunday står storsmilende, mens sportsdirektør og træner diskuterer, præcis hvilken farve der passer på Sundays hud.
Alle otte afsnit kan streames 20. januar på Xee.