Det Oscar-hypede racedrama ’Green Book’ tog flere priser med fra det nyligt overståede Golden Globes, blandt andet bedste film i musical/komedie-kategorien.
Det kan ligne en sikker gang mod Oscar-stjernerne for filmen, hvor Viggo Mortensen spiller en chauffør, der kører pianisten Dr. Don Shirley (Mahershala Ali) rundt i det raceopdelte sydlige USA i 60’erne, hvis ikke filmen gentagne gange var endt i ballade: Viggo Mortensen har måttet undskylde for at bruge n-ordet, og familien til den virkelige Dr. Don Shirley har kaldt filmen en »symfoni af løgne«.
Nu er der igen problemer, for et kontroversielt tweet fra Nick Vallelonga, manuskriptforfatteren bag filmen, er dukket op på de sociale medier. I tweetet fra 2015 støtter Vallelonga Donald Trumps udtalelser om, at Trump 11. september 2001 så tusindvis af mennesker fra den amerikansk-arabiske befolkning juble, da World Trade Center styrtede sammen – en påstand, som blev afkræftet af flere amerikanske medier.
Vallelonga skrev henvendt til Trump: »100 procent korrekt. Muslimer i Jersey City jublede da tårnene styrtede. Jeg så det, som dig, formentlig på det lokale CBS News.«
Tweetet stemmer dårligt overens med de temaer som ’Green Book’ forholder sig til om de raceopdelte amerikanske sydstater i 60’erne, og som Vallelonga har kaldt »en film om kærlighed«.
Med Oscar-nomineringerne lige rundt om hjørnet – 22. januar – har han haft travlt med at slette sporene. Først blev tweetet slettet og siden blev hele Vallelongas Twitter-konto taget ned.
Læs også: ‘Bohemian Rhapsody’ og ‘Green Book’ fører an ved Golden Globes 2019 – se den fulde vinderliste