Det delte vandene, da ’Green Book’ ved nattens Oscar-uddeling løb med sejren som årets bedste film. En af dem, der var længst fra begejstring over den overraskende sejr, var ’BlacKkKlansman’-instruktøren, Spike Lee. Og han lagde ikke skjul på det.
Spike Lee (der var nomineret med ’BlacKkKlansman’ i samme kategori) skulle efter sigende have rejst sig i vrede, da vinderen blev annonceret. Deadline-journalist Pete Hammond rapporterede direkte fra de bløde sæder i Kodak Theatre: »Lee var åbenlyst rasende, rejste sig og gik fornærmet ned bagerst i salen. Han vendte så tilbage og lod til at indgå i en intens samtale med Jordan Peele, der sad bag ham. Han gik ned ad midtergangen og stormede ned i enden af salen. Da han kom tilbage, vendte han ryggen til scenen under takketalen«.
Da Spike Lee, som vandt sin første Oscar nogensinde (foruden en hæder-award) for bedste adapterede manuskript, senere på natten blev interviewet om optrinnet, tog han sig en solid tår af sit sjette glas champagne og sagde: »Næste spørgsmål!«.
»Jeg troede, jeg sad på sidelinjen i The Garden (Madison Square Garden-arenaen i New York, red.), og dommeren tog en dårlig beslutning. Whoa«, lød forklaringen fra Spike Lee.
»Hver gang nogen kører nogen, taber jeg!«, jokede instruktøren desuden med reference til Oscar-uddelingen i 1990, hvor hans ’Do the Right Thing’ blev overset, mens ’Driving Miss Daisy’ vandt en Oscar for bedste film.
»Uanset om denne film vandt Bedste film eller ej, er vi på den rigtige side af historien«, afsluttede Spike Lee sit noget beduggede Oscar-interview, som kan ses i sin fulde længde herunder.
Læs også: Oscar-showet overrasker i de helt store kategorier – se vinderlisten
Læs også: Så er det bekræftet: Oscar-showet er i sit livs krise
Læs også: Så er det bekræftet – Oscar-showet er i sit livs krise (ANMELDELSE)