Der var store forventninger, da Apples øverste chef Tim Cook i går aftes stod i spidsen for en massiv præsentation af techvirksomhedens streamingambitioner i Steve Jobs-salen i hovedkvarteret i Cupertino, Californien.
Notabiliteter som Steven Spielberg, Steve Carell, Reese Witherspoon, Jennifer Aniston, Oprah Winfrey og Kumail Nanjiani var på scenen for at understrege, at Apple mener det seriøst, når de i efteråret under navnet Apple TV+ for alvor positionerer sig som en konkurrent til Netflix, HBO og Amazon på det hårdt konkurrenceprægede streamingmarked.
Under præsentationen viste Apple dels en video, hvor Hollywood-spidser og Apple-samarbejdspartnere som Spielberg, Joss Whedon, Sofia Coppola, J.J. Abrams og Ron Howard fortalte om skabelsesprocessen (se artikel i bunden), dels en montagevideo med de første klip fra en række af serierne.
Titlerne på flere serier var allerede annonceret på forhånd: Steven Spielbergs reboot af hans egen 80’er-antologi-serie ‘Amazing Stories’. Den stjernebesatte ‘The Morning Show’ om en ny vært på et amerikansk morgentalkshow med Jennifer Anniston, Reese Witherspoon og Steve Carell. Steven Knights ‘See’ med Jason Momoa, som ligner tjenestens bud i ‘Game of Thrones’-genren. Periodekomedien ‘Dickinson’ med Hailee Steinfeld. Og rumserien ‘For All Mankind’.
Med i dagens teaservideo var dog også flere andre titler: Thrillerserien ‘Truth Be Told’ med Octavia Spencer og Lizzy Caplan baseret på en true crime-bog. M Night Shyamalans ‘Servant’, som skulle være en psykologisk thriller med Lauren Ambrose og Rupert Grint. Så er der ‘Home Before Dark’ om en 11-årig pige, der afdækker en stor hemmelighed i en lille by, som ‘Crazy Rich Asians’-instruktør Jon M. Chu skal instruere. Og komedieserien ‘Mythic Quest’ skrevet af ‘It’s Always Sunny in Philadelphia’-makkerparret Charlie Day og Rob McElhenney.
De er også på vej med serier fra Damien Chazelle (‘Whiplash’, ‘La La Land’), førnævnte Kumail Nanjiani og Emily V. Gordon (‘The Big Sick’) og
Apple stempler også ind på dokumentarfronten, blandt andet med Jada Pinkett Smith-filmen ‘Hala’, og så skal Oprah Winfrey stå for en række dokumentarprogrammer for tjenesten. Winfrey og Apple har indgået et »unikt, flereårigt indholdspartnerskab«, som det så fint hedder. De to første dokumentarer bliver en film, ‘Toxic Labor’, om konsekvenserne af sexchikane på arbejdspladsen og en endnu unavngiven film om mental sundhed.
Winfrey pønser også på at lave en ny version af sin famøse bogklub i Apple-regi.
Der var således en del konkrete titler i spil under gårsdagens lancering, men til gengæld står det stadig uklart, hvordan man som bruger får adgang til indholdet – og hvad det kommer til at koste.
Man kan forestille sig, at adgangen til film- og serieindholdet bliver kombineret med adgang til musik, spil og måske endda Apples nye satsning på distribution af aviser og magasiner. Men det var der forbløffende lidt nyt om ved den stortanlagte præsentation.
Uanset hvad er streamingkrigen i fuld blus. Apple TV+ kommer til efteråret, Disneys Disney+ kommer også i år, og endelig lancerer Warner Media deres egen streamingtjeneste sidst på året. Imens poster Netflix og Amazon flere penge end nogensinde før i originalt indhold.